En alternativ fysiktime

Kan et menneske reelt set drukne i svovl, som italienske Drown In Sulphur antyder? Det kræver selvfølgelig, at svovl er flydende, og dette sker først ved cirka 100 grader celsius. Denne varme kan et menneske holde til i 10-15 minutter, og da de fleste mennesker kun kan holde vejret i et par minutter, så er svaret umiddelbart ja, et menneske kan drukne i svovl. Hvor rædselsfuld en oplevelse denne druknedød er, må stå hen i det uvisse, men det kan være, at man får en dybere indsigt i sindet, og det er derfor, italienerne har kaldt deres seneste plade Dark Secrets of the Soul.

Starten på noget godt

Drown In Sulphur spiller black metallisk deathcore, det kommer vi ikke udenom. Men inden nogen sukker deprimerende højlydt og tænker, hvilket Lorna Shoresk plagiathelvede Drown in Sulphur har kreeret, så har kvartetten malet med en lidt bredere black metal-palette og brugt gode gamle Winds of Plague som deathcorens pejlemærke. 

At italienerne netop kaster sig over både melodisk black, noget mere gazet og det symfoniske, gør også, at pladen ikke bare er en hoppebold mellem Helvedes infernalske dybder og Himmerigets storslåede englekor. “Buried by Snow and Hail” kaster sig lystigt over den svenske meloblack-sangskat og giver genren den plads, som den skal have. I skøn forening med dundrende core bliver man da også næsten overbevist om, at et sådant endeligt er det rigtige. Og billetten til Island er bestilt samtidig med, at Reykjaviks bedemænd er på speed dial. Titelnummeret hjælper heller ikke ligefrem på at afbestille billetten. Glimrende gazede melodier skriger næsten på at tage en vandretur i øde egne og stærkt overveje livet, hvorefter den pulserende deathcore kun bekræfter dig i dit valg. Når Drown in Sulphur giver sig i kast med black metallen, så gør de det eddersparkeme med overbevisning.

Men. Og der er et yderst kraftigt men, når det kommer til Dark Secrets of the Soul, og hvordan Drown in Sulphur deler ud af black metallen. For ser man bort fra omkvædene, så er det reelt set kun ”Eclipse of the Sun of Eden” og ”Shadow of the Dark Throne”, der for alvor bliver blackened deathcore – og det er den symfoniske del, så selvom det fungerer upåklageligt, og jeg elsker sidstnævntes kokaindrevne MIDI-violin/keyboard, så har symfonisk deathcore været en ting i over ti år, og Lorna Shore og Worm Shepherd har nærmest perfektioneret genren. At ”Lotus” så stemmer i med det værste godstogsharmonikasammenstød af core-ificeret Downfall of Gaia og Swallow the Sun, bidrager kun til det faktum, at italienere kun bør designe sko og møbler og aldrig beskæftige sig med bevægelige dele. ”Say My Name” er ligeledes en ligegyldighed af dimensioner. Det er de sidste tyve sekunder af ”Open the Gates to Hell” fra Winds of Plague trukket i så stygt et langdrag, at Horton-sagaen fremstår som en miniserie.

Mode og Italien går jo hånd i hånd

Den overordnede kvalitet af deathcore på Dark Secrets of the Soul er dog ganske glimrende – specielt taget i betragtning af, at deathcore-moden de seneste år har heddet: tung og tungere. Så simpelt slå-på-tæven-core, der samtidig udviser en forholdsvis bred interesse for black metallen er en glimrende tilføjelse til genren og måske et lille fingerpeg om, hvor ”genremoden” bør drejes hen. At italienerne så desværre ikke helt formår at undgå Lorna Shore-faldgruberne og kører sig selv over på hele to numre, er beklageligt. Så beklageligt, at vi for gud-ved-hvilken-gang er ude i en plade, der burde have været en ep.