Dream Theater er et af de få bands der bare aldrig skuffer. Jeg har fulgt dem siden 1992, hvor de slog igennem til masserne med "Images And Words", og siden har de hvergang leveret varen. Jeg ved at mange er ueninge i den påstand, og kun ser "Images..." som det eneste mesterværk, men der findes jo også et utal af snævertsynede ignoranter med dårlig tålmodighed. Okay, "Falling Into Infinity" var for mit vedkommende en lidt tung plade at danse med - men den voksede sig stor og rangerer idag ligeså højt som de andre værker. Den nye plade "Six Degrees Of Inner Turbulence" er endnu en guldklump i rækken, der med en samlet spilletid på 95 min., har rigeligt med materiale at fordybe sig i. Det gør dog intet, for Dream Theater er som altid utroligt velspillede og rasende afvekslende. Åbneren "The Glass Prison" er uden tvivl et af bandets til dato fedeste nummer, med supertung guitar fra Petrucci og en James La Brie der nærmest lyder 'thrashy' i første vers. Lidt mere af det fremover, fristes man til at sige, da netop LaBrie's vokal førhen var mig en tand for tøset, men det har jeg forlængest affundet mig med. Manden kan jo synge, men han må gerne gøre det lidt mere i et dybere toneleje. Musikken ligger på to CD'er, og disc 2 (titelnummeret) er nærmest et lang nummer på 42 min, men selvfølgelig er der indlagt stoppauser - men hører man skiven ud i et træk, bemærker man ikke overgangene. Ret fedt lavet faktisk. Der er som sagt nok at gå ombord i, og det vil derfor være for omfattende og kedeligt at gå i detaljer med hvert enkelt nummer. Overordnet lyder pladen i mine ører som en krydsning mellem "Awake" og især "Metropolis - Scenes From A Memory", men sammenligninger er egentlig overflødige (og måske utroværdige), da pladen som sagt er endnu et (selvstændigt) mesterværk til bandets imponerende bagkatalog.