Mørkt vejr = mørk musik
Dread Sovereign kommer fra Dublin i Irland; et land, hvor det regner godt halvdelen af året, og hvor det oftest er koldt og blæsende. Disse geografiske faktorer har ofte meget at sige, i forhold til hvilken musik de lokale musikere vælger at spille. Den kolde og depressive black metal kan let ses som et produkt af de norske musikeres fascination af landets tilsneede skove og følelsen af at være isoleret fra omverdenen. Ligeledes kan lettere genrer som eksempelvis glam metallen ses som et produkt af Californiens evige solskin og flotte strande samt Hollywoods excentriske livsstil og glorificering af stoffer og alkohol. Derfor virker det på sin vis også meget oplagt, at vi har med et doom-band at gøre, når nu vi søger op i det kolde og isolerede Irland, hvor regnen falder tungt, og hvor dagene er mørke og korte.
Solid start, men slutter skidt
Musikken, vi har med at gøre, er også tung og mørk, selvom den dog ikke er så kort. Albummet har ni sange, hvoraf to af dem fungerer som instrumentale mellemspil, der forbinder den ene sang med den næste. Flere af sangene er mere end otte minutter lange, hvilket jo er noget længere end den gennemsnitlige radiosingle, men ikke meget længere end det gennemsnitlige doom-nummer; efter en kort intro indledes albummet f.eks. af den ti minutter lange “She Wolves of the Savage Seasons”. Dette er albummets længste sang, men efter min mening også den bedste. Her viser bandet i højeste grad, hvordan man kan lave en lang sang, uden at den ender med at blive kedelig eller intetsigende. Efter ca. 2 ½ minuts langsom doom går sangen over i vers-riffet, hvor tempoet bliver sat noget op. Trods en noget mere clean vokal er der i musikken et lille præg af black metal at finde, som blandet med den mere traditionelle heavy skaber en lyd, der godt kunne lede tankerne hen på danske Slægt og deres black ‘n’ roll-inspirerede stil.
Den langsomme intro fungerer godt som en form for backing track for guitarsoloen, der ligger legende i baggrunden. Dette giver lytteren en følelse af improvisation og spontanitet, som får musikken til at føles meget levende. Selvom det generelle niveau på pladen ligger højt, formår Dread Sovereign dog ikke helt at komme op på samme kvalitet, som de leverer på dette 10 minutters bæst af en sang. Et sted, hvor pladen halter en smule, er i albummets sidste sang – den punkede NWOBHM-inspirerende “You Don’t Move Me (I Don’t Give a Fuck)”. Sangen i sig selv er såmænd udmærket, for hvad den er: primitiv, vred, forsimplet old-school heavy. Men sangen er dog næsten så malplaceret på albummet, som noget kunne være; både musikalsk og lyrisk har denne sang ikke meget med resten af albummet at gøre. Hvor resten af pladen er baseret på emner som okkultisme og religionskritik, kan man undre sig over, at Dread Sovereign har valgt at lukke albummet med en sang, hvis tekst og musik skylder mere til Discharge og Venom end til Candlemass og Black Sabbath.
Stort potentiale, men plads til forbedring
Alt i alt er Alchemical Warfare et yderst stærkt album fra et forholdsvis ukendt irsk band. Det er et album, der besidder alle de kvaliteter, som hører sig hjemme i doom genren, men som også til tider bevæger sig uden for genrens comfortzone og eksperimenterer med andre elementer fra andre musikalske afkroge. Introen til “Ruin Upon the Temple Mount” lyder f.eks. også meget som gothklassikeren “Bela Lugosi’s Dead” af Bauhaus med sin larmende feedback guitar, minimalistiske trommespil og simple basgang. Selvom det ikke er alle sangene, som fanger en ved første gennemlytning, er der flere, der gror på en i længden, og jeg er sikker på, at Alchemical Warfare nok kommer til at blive hørt hen over anlægget det næste stykke tid.
