Med A Rose for Apocalypse er svenske Draconian tilbage med deres fjerde album. Draconian spiller doom metal, men med gotiske elementer i forhold til sangerinden Lisa Johanssons vokal, og med meget poetiske, gotiske/ romantiske tekster. Jeg har fulgt Draconian siden, at jeg hørte The Burning Halo fra 2006, som fuldstændig fangede mig ind i bandets univers af desperation, melankoli og smukke passager. Der er gået tre år siden bandets sidste album Turning Season Within kom på gaden, en skiven som jeg ikke var ovenud begejstret for som helhed, men Turning Season Within gemmer på en af de smukkeste musikalske perler jeg nogensinde har hørt, nemlig Earthbound. Derfor var det med en stor portion forventning, men også bange anelser, at jeg satte A Rose for the Apocalypse igang, og lad mig med det samme sige. Draconian har denne gang skabt et album som holder hele vejen.

Omdrejningspunktet for A Rose for the Apocalypse er, som navnet i sig selv tydeligt angiver, dommedag og Jordens undergang. Mange af teksterne bl.a. til The Drowning Age og The Last Hour of Ancient Sunlight fokuserer på os menneskers ødelæggelse af naturen, og de smukke ting som Moder Jord besidder. Der er en konstant rugende skygge af desperation, både hvad angår teksterne men også musikalsk. Anders Jacobsson er en guds benådet poet, og han formår virkelig at skrive tekster, som kryber ind under huden, og som er med til at skabe den helt specielle, musikalske stemning, som præger Draconians værker.

Rent musikalsk synes Draconian at have fundet sit stå sted. Hvor de første to skiver efter min mening, til tider kunne gå hen og blive dræbende kedelig hvad angår langtrukne guitar riffs, og downtempo trommer, fortsætter Draconian i stedet den stil, som bandet fandt på Turning Season Within. Der er stadig fokus på doom elementerne i musikken, men disse elementer følges af hurtige riffs og trommer, og med meget stemningsfulde lydbilleder, som jeg sjældent har hørt. Draconian er en af de få bands som sammen med Saturnus og My Dying Bride, kan få gåsehuden til at kravle frem på huden, når musikken går igang, for blandingen af melankoli, desperation og brutalitet i form af Anders Jacobsson growl, er virkelig smuk at høre, og der hersker en hel speciel atmosfære på A Rose for the Apocalypse. Bandet har virkelig formået at indkapsle stemningen fra den truende undergang på skiven, hvilket man kun kan tage hatten af for.

Udover Anders Jacobssons growl, råder Draconian også over den kvindelig vokalist Lisa Johansson, hvis vokal er en stor del af Draconians musik, en vokal som jeg må indrømme, at jeg synes, til tider kan være kritisabel. På flere af de forgående albums har jeg oplevet, at Lisa Johanssons stemme kappede over, og blev lidt for hysterisk og “goth" agtig for mig. Der går i min verden, en meget fin grænse for hvornår det lykkedes et band, at skabe duétter mellem growl og en kvindelig vokal, uden at det går hen og bliver for hysterisk i mine øre. På nogle af de forgående albums er den kvindelig vokal til tider kappet over, men jeg synes, at Lisa Johanssons præstation på A Rose for the Apocalypse, sidder lige i skabet, og der er kun en enkelt gang eller to, hvor jeg har taget mig selv i at rynke på brynene, uden at det dog ødelægger albummet for mig.

Jeg må sige, at jeg er svært begejstret for A Rose for the Apocalypse. Draconian har med denne skive, leveret en sand perle, som jeg personligt vil høre igen og igen. Atmosfæren og stemningen på A Rose for the Apocalypse er virkelig unik og genial, og der er kun få ting, som jeg synes, at Draconian kunne have gjort bedre. Så en hel klar og stor anbefaling fra min side.