Downspirit byder på deres nyeste skive Bulletproof på en gang hard rock. Bandet er den tidligere eks Freedom Call guitarist Cedric Duponts projekt, hvor drømmen med bandet har været at kombinere rock, med blues og heavyelementer.

Lyden på Bulletproof har et vist 80’er hardrock skær over sig, hvilket især høres i vokalen og den ene guitar. Derudover har musikken et moderne metaltvist, hvor det er især trommerne som fører an, i et til tider hardcore tempo. Til det er der tilsat bluesguitar og blæsere, og numrene køre flere steder i en bluesrundgang, hvilket fungerer overraskende godt. Et af de bedste eksempler på dette er "What a Way To Day", hvor nummeret indledes med en guitar spillende blues-akkorder, gentagne rundgange og trompeter. Et andet godt eksempel er "Get the F**k Up". Derudover er 80’er-rock præget tydeligt på især "Human Gift" og "I’m a Survivor".

Da musikken på Bulletproof henter sin inspiration fra mange forskellige steder, kan det være svært at komme med nogle klare sammenligninger i forhold til andre bands. På numre hvor 80’er-lyden er gennemgående, er det bands som White Lion og Mötley Crüe, ens tanker bliver ledt hen af. Hvad angår den moderne metal-del af numrene, er det Papa Roach og Puddle of Mudd, som jeg tænker på. Og så selvfølgelig tilsat lidt Stevie Wonder. Opskriften på en fin skive.

De eneste problem jeg har i forhold til Bulletproof er, at jeg har svært ved at finde en rød tråd i musikken. Brugen af mange forskellige stilelementer skaber godt nok en god variation, men det gør også, at man som lytter aldrig helt finder ind i bandets lyd og univers. Derudover minder flere sange også lidt for meget om hinanden, da de bruger lidt for meget af de samme genreelementer.

Jeg må dog sige, at jeg er endt med at blive begejstret for Bulletproof. Brugen af blues og moderne metalelementer fungerer glimrende, og numre bygget op efter denne kombination, trækker skiven godt op. Så gør det ikke så meget, at flere numre minder om hinanden.