Deutschland über alles! ... og så alligevel

Tysklands rolle inden for rock og metal er ikke til at komme uden om. Hvor havde industrial været, havde det ikke været for Rammsteins bombastiske og minimalistiske spillestil? Hvor havde thrash været, havde det ikke været for Sodoms krigsinpirerede tekster og Kreators halsoprivende vokal? Og hvor havde power metal ikke været, havde det ikke været for Helloweens livsbekræftende og melodiske musik? Tyskland har i sandhed været et af de lande, der har haft størst indflydelse på metalmusikken – endda indenfor flere undergenrer. Men lige så nyskabende, som disse bands har været, lige så generisk og klichéfyldt kan landets musik også være. Dette er Double Crush Syndrom uheldigvis et pragteksempel på.

Mere Hinterseer end Helloween

Det første, jeg bed mærke i ved albummet, var titlen, der i min optik virkede meget tåkrummende. Den lignede mest af alt noget, som var blevet valgt af en gruppe edgy prætenagere, som lige havde opdaget, at der var andet musik, end hvad der blev spillet på Spotifys top 50 hitliste. Bandet må dog have haft en vis form for selvironi, siden de endte med netop denne albumtitel. For selvom det er et rockalbum, er det i allerhøjeste grad et ekstremt poppet et af slagsen, hvilket er med til at gøre den valgte titel lidt for tragikomisk. Dette skyldes mest af alt, at albummet er strippet for stort set alle originale idéer, og blot forsøger at lyde så meget som muligt som alt det andet musik derude. Jeg vil lige hurtigt tillade mig at slå fast, at jeg ikke mener, der er noget galt med, at et band spiller klassisk rock uden at prøve at genopfinde den dybe tallerken. Et band som Rival Sons har eksempelvis vist, at de kan skrive enormt vellydende rocksange, selvom deres musik ikke ligefrem er nyskabende. Forskellen på disse er dog, at Rival Sons formår at lave riff og melodier, som man husker og bider mærke i. Dette gør Double Crush Syndrome desværre ikke særligt godt.

Det tyske sprog falder heller ikke i alles smag, når det kommer til heavymusik. Personligt har jeg ikke noget problem med det. Jeg må dog indrømme, at jeg bestemt ikke synes, at det har været et stærkt træk fra bandet at udgive deres eneste tysksprogede sang som albummets første single. “Die berühmenten drei Worte” lyder med dens kombinationen af det tyske sprog og den meget poppede rock mere som en schlager b-side end en rocksang. Det er dermed trist at måtte erkende, at nummeret desværre har mere tilfælles med Hansi Hinterseer end med Helloween. Der er til tider sektioner i nogle af albummets sange, der kan lyde moderat godt, men dette bliver hurtigt afbrudt af kiksede bemærkninger som; “I refuse to kiss ass”, “Too hot for heaven too cool for hell, and if you want me just ring my bell” og “She’s got cocaine lips”. Teksterne lugter langt væk af 80’er glam-metal. En genre der ikke som sådan er noget galt med, men som hurtigt kan lyde for cheesy og tåkrummende, hvis den ikke udføres rigtigt. Det gør den desværre ikke rigtigt i Double Crush Syndromes tilfælde...

Måske bedre som balle-band?

Så nej, der er ikke rigtigt så meget at komme efter på dette album. Der er ikke noget nyskabende ved pladen, og hvis man kan lide den genre, de spiller, ville det ikke være alt for svært at finde nogle andre, der spiller den mere vellydende. Bandet formår dog at skrive ørehængere, og man skal ikke høre albummet igennem mange gange, før man kan synge med på samtlige sange. Dette er der mange andre, der ikke formår, så man bør derfor give dem en smule anerkendelse for dette. Problemet er bare, at man ikke rigtigt har lyst til at have sangene på hjernen efter at have lyttet albummet igennem, og det dermed hurtigt nærmere bliver en irritation end en glæde. Normalt ville jeg nok sige, at det bare var en mindre fuser, og at alle musikere kan begå fejl. Men eftersom dette er deres tredje studiealbum, og de to andre heller ikke er meget bedre, er det måske på tider, at bandet genovervejer, hvorvidt de fortsat skal lave deres egen musik, eller om de ikke ville have det bedre som coverband.