Når en bliver til fire
Dödsrit begyndte som et soloprojekt tilbage i 2017, skabt af Christoffer Öster. Men i 2021 udvidede bandet sig fra en enmandshær til en kvartet, da Öster rekrutterede tre lejesvende fra Holland. Kvartetten er desuden et band, der har fart på, for trods bandets korte eksistens er det allerede blevet til intet mindre end fire album det fjerde værende Nocturnal Fire. Når et band udgiver musik så ofte, skulle man tro, at der ikke ville være megen plads til musikalsk udvikling, men dette gælder tydeligvis ikke dét her projekt. For som tiden er gået, er både ambitioner og armbevægelser kun blevet større. Det står derfor ganske klart, at Dödsrit mener, at de fortjener at komme frem i bussen og virkelig vise folk, hvor skabet skal stå. Den slags gåpåmod og ”vi-skal-vise-dem-skal-vi”-attitude er altid både kærkomment og velkomment, med lad os nu se, om hovmod står for fald.
Sprøde, sorte helte
Der er absolut ingen tvivl om, at Nocturnal Fire er den bedste udgivelse, bandet endnu har begået. Sangskrivning, produktion, instrumenteringen, ja, selv albummets cover – alt er kort sagt bedre end nogensinde før. Det lader også til, at bandet – endelig – har lært at kombinere deres hang til storladen US-power-influeret melo-black med de elementer af punk, der især var tydelige på debutalbummet. Umiddelbart burde disse to genrer være som vand og olie, men enhver kan høre på titelnummeret, at det altså er lykkedes for de fire gutter at få de to til at blande sig helt perfekt – især bør man virkelig nyde guitarsoloen, som M. fra Lamp of Murmuur står bag.
Men det stopper ikke her, for Dödsrit er helt klart et band af den slags, der abonnerer på Malmsteens tankegang om, at ”more is more!”. For som om melo-black, US-power og punk ikke var nok ingredienser i gryden, så smider de også lidt barokguitar og en allerhelvedes masse guitarsoli, der er taget direkte ud af startfirserne, ned i gryden. Desværre mente de herrer også, at der var plads til et instrumentalt nummer, nemlig ”Utmed Gyllbergens Stig” (en reference til en vandrerute i Gyllbergen Naturreservat i Sverige). Jeg er ikke grundlæggende imod instrumentalnumre, men på et album, der allerede er så tætpakket, når det kommer til netop lange instrumentale passager, så er det altså ikke et klogt valg. Det bliver endda kun mere proppet af det faktum, at det forrige nummer, ”Ember and Ash”, med sin spilletid på 44 ligegyldige sekunder, skal agere intro til netop det nummer – det virker som en tanketorsk, at de to numre ikke er blevet kogt sammen.
For at cementere min pointe omkring det faktum, at albummet allerede er godt proppet med instrumentale passager, så er de første tre et halvt minut af ”As Death Comes Reaping” netop en sådan. Generelt er jeg tilbøjelig til at tro, at halvdelen af Nocturnal Fire – hvis ikke mere – er blottet for lyrik, hvilket altså er en del, når vi har at gøre med et album med en spilletid på tre kvarter. Heldigvis spiller de godt, men alligevel bliver det en kende enerverende i længden, og til sidst sidder man nærmest og råber ”syng nu, for helvede!” ad sit anlæg. Det her er det første album, Dödsrit har lavet, hvor der er flere end fire numre på – og jeg sidder da også og ønsker, at Nocturnal Fire havde holdt sig til det format. For nok er medlemmerne dygtige, nok er musikken velskrevet, og nok er det samlet set en herlig omgang melo-black, men forstå det nu: Less is more!
Selvtillid er godt, men …!
Trods nogle valg jeg ville ønske, ikke var blevet truffet, så er Nocturnal Fire stadig en flot og veleksekveret udgivelse. Der er elementer af alverdens bands, lige fra Kold over Uada og Manowar til Visigoth og Groza, til stede, og det er imponerende, at det er lykkedes Dödsrit at kombinere alle disse lydbilleder og faktisk skabe et produkt, der virker – overordnet set. Så trods diverse skønhedsfejl og et lidt for stort ego så er det her stadig den bedste skive, bandet endnu har begået.