Jeg har skrevet det før, og jeg skriver det gerne igen: Canada har i de seneste år stået for flere rigtig gode, interessante metalbands – jeg nævner i flæng: Devin Townsend og co., Into Eternity, The End m.fl. Divinity kan føje sig til denne liste med debutalbummet "Allegory", der byder på en heftig blanding af teknisk thrash-influeret metal med lejlighedsvist stemningsfulde harmonier (tænk Chimaira såvel som Nevermore på "Enemies of Reality"), ekstrem, massiv energi vekslende med gennemmelodiske passager (tænk Strapping Young Lad og måske lidt Textures i ny og næ) og brølende death metal. Den stedvis poppede rene vokal vil muligvis få nogle lyttere til at tænke på Into Eternity, men Divinitys musik er langt mere homogen: Her er ingen abrupte stilskift, snarere en hvirvelvind af stadig foranderlig, brutalt thrashet metal, der til tider tangerer det progressive.
Åbningsnummeret "Induce" er fint nok, men det er fra andet nummer, "Power Control" og frem, at min interesse for alvor er fanget. Især "Plasma" er forrygende varieret samtidigt med, at der holdes en fuldstændig konsekvent brutal energi og pågående rytmestruktur hele vejen igennem. Måden, hvorpå nummeret fuldstændig skifter karakter i nogle få takters stemningsfuld melodi til sidst, bringer slutningen af Strapping Young Lads "In the Rainy Season" i behagelig erindring (her taler jeg udelukkende om en stemningsmæssig lighed – slutningen af "Plasma" er ikke tung og langsom på samme måde). Herefter går det over stok og sten på "Methodic" med vilde tostemmige guitarløb vekslende med smadrede, nedstemte støjriffs og speedet trommespil, hele tiden med masser af rytmisk variation. "Modern Prophecy" sætter tempoet en anelse ned til at starte med i noget, der minder lidt om S.Y.L.’s "Aftermath" for derefter at glide over i vredt Unearth-terræn og så tilbage i stilen fra de foregående numre på albummet. "Strain" er en anelse mere lige ud af landevejen speed-metal-agtigt i trommerne (afløst af en enkelt langsommere passage det sidste minuts tid) og med meget skrigeri, men stadig leveret med en energi, der gør lytteren forpustet. "The Undending" er tilbage i det mere varierede terræn med en stille indledning, der går over i pompøst fremadskridende progressiv metal med vekslende rytmer og videre over i melodisk dødsmetal, stadig med manisk trommespil, fed afvekslende sang og ditto guitararbejde. "Chasm" er igen fandenivoldsk og varieret teknisk ekstremmetal. Det samme gælder "The Diarist", her er der blot (endnu) færre melodiske passager og mere ren teknisk, hurtig thrash og death. Den afsluttende "Neuro Tyrant" bombarderer lytteren med en syndflod af grindtrommer og um-tji-um-tji-passager, men indeholder også et langt stræk, hvor rytmerne skifter konstant, samtidig med at skrige-growle-vokalen og til dels guitarerne holder sammen på den fremadskridende puls, eller rettere, strøm i nummeret.
Det er utroligt, hvor meget fængende musik Divinity kan skabe ud af byggesten, der egentlig alle sammen er hørt før i andre sammenhænge, blot ved at tilsætte et energisk drive, der ville få en spinninginstruktør til at falde af cyklen, og en god portion rytmisk variation inden for de enkelte numre, der både kan tilfredsstille fans af mere progressiv metal og holde thrash-teknik-elskere fast (fordi strømmen af stadigt skiftende indtryk skaber fornemmelsen af en sammenhængende stil). "Allegory" er en intens, gennemarbejdet skive, hvis eneste svaghed er, at den kører lidt for meget i de samme harmonier, og derfor godt kan blive lidt trættende at lytte til, hvis ikke man er i humør til at springe omkring samtidig. Men bortset fra det, er der tale om en ekstrem-metal-cd med knald på hele vejen igennem, leveret af musikere, der bare kan det gylle. Men ønsker man nogle pauser at trække vejret i, er det ikke her, man skal lytte.
