Bedre sent end aldrig!
Kender du følelsen af at blive draget af et menneske og dets udstråling? På den måde at man kan blive helt opslugt og fascineret bare af at kigge på og opleve denne artsfælle stå foran sig. Det er præcis sådan, jeg har det med throwns forsanger/råber, Marcus Lundqvist. Første gang jeg oplevede ham, var i hans tidligere band Grieved på Templet i Lyngby for små otte år siden. Det var desværre deres sidste koncert, men grundlaget for førnævnte fascination blev skabt allerede her. Og selv om thrown har været på min faste Spotify-playliste i flere måneder, så er det først her sidst i december, jeg opdager, at deres debutalbum, EXCESSIVE GUILT, er udkommet i 2024.
De fire svenske gutter fandt sammen i 2019 og spiller en blanding af hardcore, metalcore og nu-metal. Hertil føjes en snært af hiphop og elektroniske dele samt et drys deathcore. En spøjs cocktail, tænker du? Forståeligt nok. Men det kommer sig måske af, at kræfterne, der udgør ensemblet, har rødder i flere forskellige bands og hertil hørende blandede stilarter. Førnævnte Lundqvist har som sagt tidligere spillet i hardcoregruppen Grieved. Trommeslager og producer Buster Odeholm spiller både i deathcore bandet Humanity’s Last Breath og Vildhjarta, der dyrker det progressive. Dertil kommer de resterende to medlemmer, guitaristerne Johan Liljeblad og Andreas Malm.
Overdreven skyld og aggressiv intensitet
Det, der gør dette udspil virkelig spændende, er ikke bare Lundqvists person. Det er derimod hele holdets sammenkog af stilarter. Den aggressive og deathcoreagtige vokal kombineret med nu-metallens rimspyttende indslag. Den tunge, groovy og hardcore musikstil, der får et drys af elektroniske elementer, man normalt ville høre på et rap-beat. Den fandenivoldske energi og det høje tempo, kombineret med et tekstunivers, der tager fat på nogle af de grimme følelser, man kan opleve som menneske. Dét er denne unikke blanding, som bandet lykkes med og formår at få til at gå op i en højere enhed.
Inspirationen fra nu-metallen høres løbende gennem pladen i guitarlyden, men særligt på åbningsnummeret ”guilt”. Her er der et tidspunkt, hvor guitarriffet havde passet perfekt ind på en af de tidlige Korn-plader, og også vokalen kan kortvarigt forveksles med Jonathan Davis’. Det samme gør sig gældende for de elektroniske lydflader på flere af numrene, hvor påvirkningen fra de 00’erbands, der havde en DJ som bandmedlem, ikke kan fornægtes. Når det så er sagt, så er det klart hardcorescenen med sin power og brutalitet, svenskerne hører mest hjemme i. Som på nummeret ”nights”, der er et regulært hardcorenummer, tangerende til deathcore. De mere regulære hiphopbaserede beats høres især på udgivelsens to ’ørerensere’, ”bitter friend” og ”look at me”, hvor tempoet bliver taget et lille nyk ned.
Det er de grimme og ubehagelige følelser, som Lundqvist får spyttet ud via sin aggressive og grusomme vokal, der er fyldt med konfrontatorisk slagkraft. Teksterne omhandler, måske ikke overraskende på et album navngivet ’overdreven skyldfølelse’, temaer som indre dæmoner, hengemt vrede, utilstrækkelighed og tanker om ikke at magte livet. På trods af de tunge emner så skabes der en groovy baggrund, som får helheden til at løfte sig, så man ikke kan undgå at nikke med nakken hertil. De hurtige og korte numre skaber en lethed, selv om der på skivens næsten 21 minutter bliver tid til hele 11 sange. Det går stærkt, men der bliver alligevel opbygget masser af følelse og historie gennem hvert nummer.
Eksplosiv og ekspressiv
Havde jeg tidligere opdaget, at EXCESSIVE GUILT udkom i 2024, så kunne den godt have været at finde på min top-3 over årets bedste udgivelser. Det er kombinationen af de forskellige stilarter, der gør thrown så unikke og interessante. Fra det nu-metalinspirerede islæt og hardcoreenergien til de hiphopagtige beats og den fandenivoldske, nærmest onde og modbydelige, vokal – det hele smelter sammen på en måde, der gør, at lydbilledet føles både nyt og genkendeligt på samme tid. På pladens korte længde formår de fire svenskere at opbygge en lyd, der er både brutal, personlig og groovy. Efter at have hørt albummet – rigtig mange gange – glæder jeg mig som en lille dreng ved juletid til at se dem optræde live. Ligeledes er jeg spændt på at se, om de kan opretholde det tårnhøje niveau på næste plade.