God = Dog
I 2022 udgav Chat Pile deres opsigtvækkende værk God’s Country, som høstede en del ros i undergrunden og hos diverse medier. Dels for deres forholdsvis unikke lyd med tung vægt på sludge, som de tilsætter lidt schwung og en masse støj. Men dels også for deres univers, hvor både det visuelle og deres pseudonymer alt sammen vidner om et band, der ser verden som værende i forfald, hvor frygt, vrede og magtesløshed hersker. Vi har endnu ikke haft Chat Pile igennem anmeldermaskineriet her på Heavymetal.dk, men hvad er et bedre tidspunkt end nu med den svære toer Cool World og især med tanke på, at bandet gæster A Colossal Weekend næste år.
Hvis apati var en lyd
Cool World lægger meget godt fra land med singlen ”I Am Dog Now”, som indfanger alt det, som Chat Pile gør godt. Der er tunge langsomme rytmer med masser af schwung. Man skal næsten forestille sig, at Neurosis møder Korn og får et grimt kærlighedsbarn. Det er Neurosis’ tunge instrumentering med de aggresive slag på trommesættet og fingre, der glider over de tykkeste strenge på bas og guitar. På forunderlig vis tilføjer Chat Pile en anelse mere schwung, der giver fylde, varme og groove, og deres rytmesegmenter kan minde om Korn og andre nu-metal-bands, hvor der nærmest kan rappes henover versene. På ”I Am Dog Now” skriger Raygun Busch på det meste af sangen, og det er klart det, som klæder Chat Pile bedst, når han skriger med sin lidt uperfekte vokal i Bad Brains-esque stil. En del af tiden taler han eller synger, og der kan hans vokal godt blive noget enerverende i mikset som på ”Shame” eller ”Milk of Human Kindness”. Heri kommer lyden til at fremstå meget apatisk, både overfor verden såvel som for lytteren.
De fanger klart lytteren mest på de sange, hvor der tydeligvis er intensitet og nerve på. Hvor man måske kan sige, de lyder lidt i retningen af bands som KEN-mode, Thou og The Body i en herlig gryderet serveret med en god mængde frustration. Der er heller ingen tvivl om, at Cool World har fået et nyk opad i produktion og miks i forhold til debuten God’s Country, som manglede lidt dybde og fylde i produktionen, og hvor guitarstøjen og de urene vokalmomenter indimellem fyldte for meget.
Noget, Chat Pile også besidder, er, evnen til at lave nogle rimelig fængende segmenter som på sangen ”Frownland”. Her er der en tordnende rungen, mens Busch reciterer ordene ”An escape from the dark”, hvilket er svært ikke at få på hjernen. Min helt store anke er dog, at albummet slet ikke har nok momenter som dette.
Mere schwung, mindre snak
Der er klart en del gode elementer at komme efter på Cool World. Chat Piles genrekrydsende lyd er anderledes og meget spændende, når den er bedst. Desværre trækker Buschs forholdsvis endimensionelle vokal alt for ofte ned, især når der snakkesynges, hvor musikken bliver så apatisk, at øjenlågene glider i, og lur bliver en anelse for fristende, da musikken fremstår ligegyldig. Når Chat Pile til gengæld er bedst, som på ”I Am Dog Now” og ”Frownland”, er det superspændende. Der er intensitet, nerve og en masse groove og schwung, som giver en lyst til at trampe højlydt i gulvet til de sludgy takter. Det er fyldt med en del støjende elementer og masser af dynamik. Der er ingen tvivl om, at når bandet gæster A Colossal Weekend i maj 2025, så skal man klart kigge forbi, hvis man er der. Jeg gør det i hvert fald selv, og jeg kan forestille mig, at bandet tager sig endnu bedre ud live end på plade.