Discharges syvende album lyder som deres første

Hardcore, præcis som det skal lyde

Britiske Discharge er uden tvivl et af de mest indflydelsesrige bands i hardcore/punk miljøet og de har siden deres start tilbage i 1977, spredt deres rå og karismatiske lyd. De kan ikke kun beskrives som erfarne herrer, nej men som sande legender og fanebærere inden for hardcore. De har været inspirationen for nogle af de største bands i dag og med så mange år på bagen, så kunne en opløsning af bandet nemt have været en realitet, men de eksisterende medlemmer har i stedet valgt at give os endnu et album, i form af End Of Days. Det indeholder alt hvad man forventer af et hardcore album og det er intensitet og nostalgi fra start til slut.

Anarkistisk kaos og had

At pladen rummer 15 sange skal man ikke lade sig narre af, for samtlige sange har en spilletid på 2 minutter i gennemsnit – sådan er det jo gerne med hardcore/punk. Intenst smadder lige i fjæset på dig og så hurtigt videre til næste sang. Det eneste nummer der får sneget sig over tre minutter, er åbningsnummeret ””New World Order”. Det er et hurtigt og aggressivt nummer, som aldrig falder i tempo, men som bare kører der ud af i altødelæggende tempo, med de velkendte og faste trommeslag.

Guitar og vokalarbejdet på denne plade er som man forventer og håber, nemlig voldeligt og aggressivt. Det er lige som det skal være og man er ikke i tvivl over hvorfor genren i sin tid fik navnet hardcore. Det er en anden snak i dag, hvor man hører bands som påtager sig hardcore segmentet, men som i den grad har meget at lære i forhold til genren. Det har Discharge ikke. De ejer genren, og det beviser de blandt andet med numre som ”Hung Drawn and Quartered” og ”Raped and Pillaged”. Det er en parade af brutale vredesudbrud, der aldrig går på kompromis med hurtighed og vildskab. Man er på ingen måde i tvivl om, at Discharge har været stor inspirationskilde til nogle af de andre store bands som Madball, Hatebreed og sågar Metallica.

Præmisserne og teknologien har forandret sig ufattelig meget siden dette bands oprindelse, og hvis du af den grund forventer en ren og silkeblød produktion, så har du ikke forstået essensen af hardcore, for den lever i bedste velgående på denne plade. Lyden er beskidt og rå, som var hele pladen optaget live i et one take. Det er sådan det skal lyde og det skal man affinde sig med, hvis man vil indtage hardcore på den rigtige måde. Men på trods af den rå indspilning, så er det stadig mixet med forbehold, som gør at vokalen går klart igennem. Det er svært at udpege enkelte sange på dette album, som skulle stå bedre end de andre, da hele albummet er så vellykket, men ud over førnævnte, så er ”End Of Days” og ”Meet Your Maker” obligatoriske, hvis man skulle starte et sted. Men hvis man er fan af genren, så er det indiskutabelt ikke at nyde dette album, fra start til slut.

Imponerende 40 års magtdemonstration

På trods af udskiftninger gennem årtierne, så huser Discharge dags dato tre af de originale fem medlemmer og det er helt ufatteligt at de stadig kan bevare den vildskab, her snart 40 år efter. Forsanger Tezz overbeviser en om, at han er manden du skal gå uden om en mørk aften, med sit eminente vokalarbejde. Alt det aktuelle had rundt omkring i verden, giver i den grad grobund til et band som Discharge og de formidler det fornemt på deres syvende udspil, som jeg belønner med 9 flabede kranier.