Diamanter varer evigt: NWOBHM-pionererne er tilbage med ny, brillant slibning
Gamle jas med ny vokal
Diamond Head – bandet, der er bedst kendt for at være musikalsk leverandør og inspirationskilde nr. ét for storebrødrene i Metallica – melder sig nu på banen med deres 7. studiealbum – det første i 9 år! På trods af en monsterlang karriere, stemplet som levende NWOBHM-legender og generel stor anerkendelse i de musikalske miljøer er det aldrig rigtig lykkedes gutterne at indfri deres fulde potentiale – tværtimod synes de at have levet i skyggen af de rigtig store drenge…
Det skal der laves om på – nu! I 2014 hvervede diamanthovedet en ny forsanger – danskfødte Rasmus Bom Andersen – og med hans pladedebut her på Diamond Head får drengene altså et nyt skud i bøssen for at bevise, at de godt selv kan.
En svunden til tilbagekaldes
Diamond Head emmer af old school vibe, og fra allerførste toneanslag bliver jeg på mærkværdig vis ført tilbage til en tid, før jeg overhovedet var født – de tidligere 80’ere.
Åbningsnummeret, ”Bones”, indleder diamantjagten med en spændingsopbyggende, klassisk tromme-/guitarintro, hvorefter skæringen eksploderer i et sandt riff-show-off fra guitarist Brian Tatlers side. Han ved præcis, hvordan en guitar skal fræses, og han viser det gerne – også på nummerets sprøde guitarsolo, der tilfører nummeret lidt ekstra, spicy krydderi.
Nummeret er – som antydet – også Andersens vokalpræmiere, og jeg må sige, at jeg blev positivt overrasket. Med hans rene, fine vokal er han det perfekte match til Diamond Heads tunge, rockede retrolyd. Jeg synes faktisk, at han klæder bandet og musikken bedre end den tidligere sanger, Nick Tart, der manglede lidt ’bund’ og robusthed i vokalen. Herudover har Andersen sans for de fede melodier, og han formår at opretholde en god variation i vokalføringen, således at han ikke bliver kedelig eller alt for forudsigelig – hør eksempelvis ”All The Reasons You Live” og ”Blood on My Hands”.
Udover den velpolerede vokal er guitararbejdet et bærende element for skiven – allesteds er der små, lækre detaljer og spændende melodier. Især kommer riff-konge Tatlers evner til sin ret på numrene ”Bones”, ”See You Rise” og ”Blood on My Hands” samt de svedige soloer, der er spredt pænt ud over pladen. Med tracket ”Set My Soul on Fire” stedfæster han for alvor sin formidable sans for hooks og beviser, at nogle gange er den simple melodi altså bare den bedste – det handler om feel og vibe.
En velsleben diamant
Alt i alt er denne plade en fantastisk god genoplivning af det gamle diamanthoved, der har ligget i musikalsk dvale i mere eller mindre 9 år. Gutterne forbliver tro mod sig selv, men formår stadig at forny sig og være gammeldags på den moderne måde. De skaber de gode melodier, man kan huske, og jeg skal da gerne indrømme, at jeg ikke har kunnet modstå fristelsen til at nynne med hist og her! Den eneste negative kritik, jeg kan fremmane, er, at numrene ”Our Time is Now” og ”Speed” virker ret formålsløse og kedelige – de får karakter af en slags unødvendigt fyld på en ellers solid plade. Disse svipsere ændrer dog ikke på, at Diamond Head – overall – har begået en særdeles gedigen skive, hvorfor vi ender på 8 højkaratskranier.