Et koncept-album
Neogenesis er femte studio-album (så vidt ses fjerde full-lenght) fra Diabolical, der er et svensk death metal band fra 1998. Bandet angives ikke at være specielt genre-bundet, og når jeg lytter til Neogenesis, hører jeg i hvert fald også inspirationer fra doom, og sine steder bevæger Diabolical sig i melo-death retninger. Diabolicial spiller på Neogenesis også storladne og nogle steder symfoniske kompositioner. Diabolicals sange angives at handle om død og apokalypse.
Neogenesis er et konceptalbum, der er knyttet op til en bog, der følger med CD’en. Hver sang skal passe til et kapitel i bogen. Jeg har ikke fået bogen, og teksterne er ganske svære at dechifrere, så jeg kan ikke sige noget om, hvordan dette koncept virker. Bandet oplyser, at de har arbejdet meget længe på produktionen af albummet.
Et koncept-album uden koncept
Således må jeg gå til Neogenesis som et hvilket som helst andet album, og lad det være sagt med det samme: Det kan Neogenesis også godt holde til.
Neogenesis åbner med at par numre, jeg vil tillade mig at kalde symfoniske death metal numre. Numrene er velskrevne, og der er en god stemning. Der arbejdes med det storladne og kor. Navnlig synes jeg, at der er grund til at fremhæve vokalen. Det er et virkelig godt, dybt growl, der nogle steder hjælpes på vej af lidt rumklang, og det gør ikke noget.
Så kommer det lidt særlige mellemspil "Ex" med klaver, der stemningsmæssigt minder lidt om Saties "Gymnopedie no 1", men med et mere dystert præg. I sig selv et fint lille instrumentalt nummer, men det indvarsler Neogenesis mest spændende del. Efter det i øvrigt udmærkede "World in Silence" kommer Neogenesis' bedste "Reincarnation of the Damned". Nummeret starter med et "gyser-keyboard" og et meget fængende riff med massiv rumklang. Dette riff går i gennem nummeret, der også indeholder et ret stille mellemspil. (Dette benyttes også på andre numre.)
De næste to numre, "Fields og Nihil" og "Dialogue With the Dead", er også med til at løfte Neogenesis. Disse tre sange er for mig det stærkeste ved Neogenesis. Herefter bliver numrene mindre spændende, men ikke dårlige.
Neogenesis slutter med det nærmest messende nummer "Huminitas" efter godt 55 minutter. I disse 55 minutter er man blevet præsenteret for velskrevet og stemningsfuld symfonisk death metal, der her og der trækker på inspirationer fra andre genre. I forhold til noget anden death metal skal den tempomæssige variation mellem numrene anerkendes. Det gør det til en mere spændende oplevelse at lytte sig igennem Neogenesis.
Konklusion
Selv uden at kende konceptet er Neogenesis en god og spændende udgivelse. Det er velskrevet og veludført.
Dommedagsstemningen træder godt igennem, men det bliver ikke for meget. Her skal man rose Diabolical for ikke at være bange for at bruge melodiske elementer. Således fremstår Neogenesis varieret og relativt lyttevenlig – når det tages i betragtning, hvilken genre vi bevæger os i.
Udover de melodiske træk skal navnlig vokalen fremhæves. Det er et sjældent set godt integreret growl i musikken, der bygger til stemningen.
Neogenesis' styrke ligger i det samlede indtryk. Skal man således pege på noget, der peger den anden vej, så bliver det, at der mangler de rigtig store øjeblikke på Neogenesis. Men dér kan man jo heldigvis have en anden mening og -smag. Prøv selv at lytte nedenfor.
