Det underlige bliver lidt mere underligt

Svensken har altid været kendt for at prøve de lidt mere underlige ting af, og gå til ekstremerne i de forskellige genrer, og dermed presse de ydre grænser for, hvad der kan kendetegnes som metal - især inden for de forskellige undergenrer. Typisk bliver der leget med, hvordan death og melodic kan arbejde sammen. I Diablo Swing Orchestra (Herefter: DSO) var det kombinationen mellem swing og metal, der gjorde dem unikke og måske endda skabte en hel ny genre; swingmetal.

Den genre er de måske, desværre, på vej ud af igen, og tilbage til den oprindelige swinggenre.

Hvorfor anmeldes denne plade så?

Det er i vore dage slet ikke nemt at definere, hvad der hører til hvilken genre, fordi en plade kan svinge (pun intended) fra den ene undergenre til den anden, og sågar fra hovedgenre til hovedgenre. Nogle gange kan et band skifte retning og stil fra album til album, og endda senere i deres karriere gå frem og tilbage mellem det, de har prøvet før. DSO har leget og leger rigtig meget i den eksperimentale del af rock og metal, og med Pascifisticuffs bliver der leget endnu mere - jeg vil endda sige, at deres rødder bliver præsenteret meget bedre.

Allerede i, hvad der ville være åbningsnummeret, ”Knucklehugs (Arm Yourself With Love)” er det tydeligt, hvor stilen er henne for dette album. Det langt mere dansevenlige swing er den dominerende faktor, hvor pladen er bygget op, lidt på samme måde som swing dans koordineres. Fart på! En lille kunstpause. Fart på igen! Kunstpause igen. Og så fremdeles. På samme måde er denne plade lavet. Korte, hurtige numre, hvor et hav af gæste musikere og alskens instrumenter fra en æra, der ligger næsten 100 år tilbage i tiden, bliver gjort til en del af oplevelsen.

Netop det at DSO bruger swing musik til at få os til at rejse tilbage i tiden, og at de bruger en stilart, der ligger så langt væk og er så gammel, som den er, synes jeg fungerer rigtig godt. Musikken, synes jeg, er hyggelig, og stemmerne har et godt samarbejde og fungerer eminent hver for sig, også selvom der er tre hovedvokaler og fem supporterende alene i bandet. Derudover er der tre gæstesupportvokaler og, som sagt, et ocean af mærkværdige instrumenter og folk, der skal spille dem. I alt har der været 19 musikere inde over denne plade. Derudover kommer hele produktionen oveni. Det er noget af en logistisk opgave at kæmpe sig igennem, hvilket blot illustrerer det eksperimentelle ved hele det her projekt.

Men hvad er det så, vi hører?

Jeg er lidt ambivalent omkring DSO's Pascifisticuffs, for det er en rigtig god plade, den er sjov, den har humor, den har fart over feltet, den har en hyggelig ballade og der er instrumentale sider, hvor man kan svinge træbenet til en hurtig svingom. Det er, som om jeg ikke må synes, at det er god musik.

Men det er det. Der har uden tvivl været jamsessioner og studietid, hvor man har brugt mere tid på at grine over sjove episoder, end på rent faktisk været produktive.

Jeg er så vild med dens dansevenlige og træskotrampende rytmer og dens sjove tilgang til musikken i blandingen af flere stilarter, som normalt ikke ville have noget med hinanden at gøre, at jeg lander på ni kranier for dette album. Lyt til det, og tramp med på det. Giv det en chance og gå ind til det.