Musikalsk er "The Time Of No Time Evermore" næsten så tæt på klassisk rock/heavy metal man kan komme, hvilket bl.a. indebærer en del Led Zeppelin-agtige riffs, men også en del Thin Lizzy guitarharmonier ("Angel’s Prayer"). Ikke at The Devil’s Blood leverer riffs og ideer på samme niveau som førnævnte, men dog stadig af en OK kvalitet. Bestemt noget der tiltaler denne anmelder, men desværre befinder vokalen sig for ofte i et toneleje, hvor kun hunde kan adskille tonerne fra hinanden, og dette splitter fuldstændig de gode momenter, der er at finde i musikken, ad.

Den enerverende vokal er også ofte den direkte årsag til at der næsten ingen dynamik er at finde i sangene på "The Time Of No Time Evermore", da der er tale om en næsten konstant skærebrænder-vokal, der stjæler hele lydbilledet, men ikke er i stand til at servere nogle memorable melodier. I det hele taget virker det som at sangeren i The Devil’s Blood har et ego, der skal plejes i stedet for at fokusere på at levere en god melodi og fremstå som en del af et band.

Man kan altid diskutere om nogle vokal-mæssige udtryk er en vanesag, men i tilfældet med The Devil’s Blood, er vokalen og musikken næsten to uforenelige størrelser – og det er direkte årsag til at denne plade befinder sig et stykke under middel på karakterskalaen.