Mindre god overraskelse
På papiret står Devil til at være et doom/retro heavy metal-band fra Norge. Man får dog på nogle tidspunkter nogen punk vibes, og i min optik er det ikke en særlig god overraskelse, hvis man forventer et doom metal-album. Også visuelt er der grund til forvirring, for der er en rimelig stor kontrast i forhold til, hvad man forventer, og hvad man får.
Vag med vag på
På To the Gallows har jeg lidt svært ved at gennemskue, hvad det er, Devil vil. Sangene giver ikke vildt meget mening, og der mangler originalitet.
Når det så er sagt, er den instrumentale del som sådan okay. Riffene er jævne (måske lidt for jævne), og de formår at holde den rå lyd, som jeg tror, de prøver at ramme, igennem albummet. Det bliver dog ret simpelt. Gentagne gange får jeg garage-band-associationer, og jeg havde måske forventet noget, der udtrykte lidt mere erfaring inden for feltet, og ikke noget som kunne være skabt af nogle unge knægte i gang med at finde deres lyd.
Vokalmæssigt er albummet også lidt skuffende. Der er intet, der klinger af doom metal i mit hoved, og den er også ret vag.
En smagssag
Dette album er umiddelbart mest for dem, der sætter meget pris på en form for tidlig doom metal og simple sammensætninger. Nogle af sangene kan også være ørehængere, om man vil det eller ej. ”To the Gallows” sad i hvert fald fast i mit hoved i noget tid. Det har måske været straffen for at give albummet en mindre god karakter, who knows?
Det er ikke fordi, albummet er dårligt som sådan, men man savner et eller andet. Noget teknik, en ”wau”-effekt, noget originalitet. Det hele er lidt for standard til min smag, og jeg havde lidt svært ved at komme igennem resten af albummet, allerede da jeg nåede til nummeret ”Regulators”, og det siger ikke så lidt, hvis man lægger mærke til albummets længde.