Old-school og kitschet bandana-rock er uhyre vellykket.
Nye toner fra fire legender
Forestil dig lige et band med Brandon Gibbs fra Cheap Thrill på vokal, Rudy Sarzo fra Quiet Riot på bas, Rikki Rocket fra Poison på trommer og endelig den legendariske Tracii Guns fra L.A. Guns på guitar. En supergruppe, ville nogen sige - andre ville kalde dem for afdankede "has-beens". Men faktum er, at de har dannet et band og udgivet en skive. En rigtig fin skive. Devil City Angels er navnet, og det er "Modern Vintage Rock", præcis som den slags skal være.
På grænsen til det grinagtige, men ekstremt medrivende
Hvorfor egentlig lave et album sprængfyldt med klichéfyldt vestkyst-rock anno 1980? Har vi ikke hørt nok af det? Vi lader spørgsmålet stå et øjeblik og lægger ud med at konstatere, at hvis nogen overhovedet skal udgive en plade som denne, så er det de fire rutinerede herrer i Devil City Angels.
Der er masser af puddelhunde-hår, leopardprikkede gamasjer, lyserøde guitarer, overdreven brug af eyeliner, hår på brystet og selvfølgelig en masse ko-klokke. Det er tykke klicheer, hvor hjerte rimer på smerte, og med vind i håret råbes der: "Come on, guys!", inden guitaren igen, igen gennemtæver et primitivt riff over de samme fire akkorder. Ak ja, det er hørt en halv million gange før... Men det virker!!
Selvom det på mange måder er hamrende grinagtigt og nærmest kitsch, kan man ikke undgå at rocke med på skidtet. Revolutionerende er det selvsagt ikke, men det er lavet med stor kærlighed til genren af folk, der kender den til hudløshed. Deres energi, vilje og rutine udmønter sig i denne medrivende og ekstremt velproducerede skive, der, selvom den ikke er langtidsholdbar, er et ret så charmerende projekt. Hvis du ikke skal høre det, fordi du synes det er fedt, så hør det for at få et smil på læben, mens du cruiser rundt med vinduerne nede.
God nostalgi for fans
Konklusionen er for så vidt ret enkel: Køber man præmissen og leger med, er dette en rigtig fin skive, der for sin gode lyd, gode sange og fine charmerende intentioner høster syv kranier. Er man fan af Mötley Crüe og Poison, går man bestemt ikke galt i byen. Men tilbage står spørgsmålet om skivens relevans i år 2015: Hvorfor er musik som denne ikke for længst død og begravet? Skal vi virkelig trækkes rundt i denne gamle slidte manege en gang til? Det synes de fire aldrende korifæer uden tvivl, vi skal, for som de selv spørger på albummets mest følelsesladede og afdæmpede nummer; “How do you say goodbye forever?”
Relevant eller ej, så er Devil City Angels ikke klar til at lægge hverken makeup eller hårspray på hylden endnu og sige farvel for evigt. Men de burde, trods et temmelig helstøbt album, overveje, om vi I nærmeste fremtid skal have flere af slagsen.
