Wow, bruger man stadig Bryce photostudio til at lave covers med? Dette var min første tanke, da jeg skuede det hæslige cover. Desværre var indholdet ligeså forældet til min store rædsel; death/black metal med en smule Opeth referencer henover er ikke just hvad der får ens pis i kog nu om stunder. Slet ikke når det er udført så kaotisk og uoverskueligt som her. Især den lidt for optimistisk programmerede trommecomputer irriterer mig ud over al fornuft. Hvert andet sekund laver den forbandede Casio djævel et fill eller rundgang hvilket ikke bidrager til ens nydelse af pladen, som i forvejen er svær nok. Især de grinagtige cleane vokaler der lyder som bassistens mor eller noget værre - hvad skal dette gøre godt for? Skræmme folk væk, for ja, så lykkedes det fint. Især bandets alt for konfuse blanding af riffs fik mig til at ældes fem år på en gennemlytning. Progressivitet er fint, men dette er direkte latterligt. Til sidst vil jeg råde de tre tyske fyre her til at skære ned på deres koffeinforbrug og måske 63 færre fills og 28 færre riffs næste gang.