Der smedes, mens jernet er varmt

Man må sige, at danske Deterium er et effektivt foretagende: For bare fire måneder siden debuterede de med ep’en Unmapped Mind – og nu er de klar med opfølgeren Broken Illusions. Sidst vi stiftede bekendtskab med de københavnske herrer, roste vi dem for den smittende energi, den åbenlyse spilleglæde, og selvom udtrykket ikke var det mest originale, slap bandet af sted med flotte syv ud af ti kranier. Det store spørgsmål er nu, om Broken Illusions er mere af det samme, eller om københavnerne for alvor har noget nyt at byde på.

Gode intentioner, men…

Og lad mig bare svare med det samme: Med Broken Illusions leverer Deterium stort set det samme, som de gjorde på debuten – om end aggressionsniveauet er skruet en anelse op. Der er således stadig masser af spilleglæde at spore, en gennemgående frisk energi og ikke mindst et tilforladeligt arbejde på instrumenterne. Vokalen er fortsat vældig ambivalent: På den ene side gør Christoffer Eriksen, hvad han skal, og hans vokal er tilpas flosset til at matche Deteriums metalliske univers. På den anden side lyder den ofte voldsomt forceret, Eriksen har tendens til at synge meget langt nede i halsen, og lidt for ofte trænger James Hetfield-inspirationen alt for kraftigt igennem. Nuvel.

Efter en nydelig, men også ret intetsigende instrumentalintro skydes Broken Illusions i gang med ”Purgatory”. Nummeret indledes af langsomme, spændingsopbyggende instrumenter, og efter cirka et minut slutter frontmand Eriksen sig til. Deteriums sans for det melodiske fornægter sig ikke, og blandingen af hardrock og elementer fra dødsmetal, fx i slutningen, er momentvis interessant. I sin helhed mangler skæringen dog et ordentligt skud finesse, før den for alvor kan rykke ud af øvelokalet og ind i stuen eller ind på livescenen – både hvad angår sangskrivning og vokalpræstation.

Og sådan kunne man faktisk sige om store dele af Broken Illusions: Der er bestemt noget godt at komme efter og mange gode intentioner, men den helt store åbenbaring kommer ikke. De gode idéer og velfungerende elementer forstyrres nemlig alt for ofte af mindre gode indslag. Eksempelvis præsenterer ”To An Absent Friend” et godt groove og en blæret guitarsolo, og ”Sine Metu” byder på fin stemning og gode kontraster, men begge forstyrres af en anstrengt vokal, der er voldsomt svær at abstrahere fra.

Mest interessant er Deterium på ”Despair” og ”Dead Fish”, der begge rykker sig en smule væk fra standardformularen. ”Despair” er hidsig, legesyg og energisk – et nummer, jeg klart gerne ville opleve live – og ”Dead Fish” får med sine otte minutter rigelig tid til at udvikle sig; der er forskellige intensiteter, groove og melodiske indslag midt i aggressionerne. Mere af det, tak.

Forventningerne øges

Der er ingen tvivl om, at Deteriums debutudgivelse imponerede mere end opfølgeren Broken Illusions – men det skyldes jo også blandt meget andet, at forventningerne altså er højere nu. Den største udfordring, som Deterium står overfor lige nu, er vokalen, der simpelthen ikke er overbevisende, og sangskrivningen, der ofte kunne trænge til et skud originalitet. Der, hvor bandet klarer sig bedst, er når det afviger en smule fra formlen og giver musikken – og idéerne – lov til at ånde, fx på ”Dead Fish”. Med de ord lander ep’en altså et sted midt på karakterskalaen, hvor den ikke rigtig gør noget væsen af sig. Den er der bare.