Aggressiv attitude og avancerede rytmer rammer lige i solar plexus

Italiens bidrag til djent-bølgen

Djent-bevægelsen har de seneste år sat sine præg på den progressive metal og er efterhånden ved at være veletableret inden for heavy-musikken. Så veletableret, at man regelmæssigt kan opleve koncerter i Danmark med de oftest britisk- eller amerikansk-baserede pionerer. Og så veletableret, at de binære melodier nu også spilles helt nede i Sydeuropa. Her giver italienske Destrages nedstemte guitarer nemlig genlyd. Bandet er aktuelle med deres fjerde udgivelse, A Means To No End – et album, der måske har, hvad der skal til for at få banket et af metallens udkantslande ind i den moderne metalscene.

Gangsters fra Milano

For den nye lytter kan musikken bedst beskrives som Dream Theater møder Meshuggah, hvilket måske ikke vækker så meget overraskelse, når betegnelsen djent bruges. Det, der gør Destrage unikt, er vokalen. De højt-pitchede skrig blandes med en hiphop-agtig stemmeføring, der trækker tråde til alternativ 90’er-metal. Langsomme stykker med progressive akkordgange og skønsang afbrydes af aggressiv bjæffen og dybe growls. Man finder altså en unik kombination af elementer fra velkendte genrer på A Means To No End, der lader Italien indtage sin plads i djent-miljøet.

Kaosset kan dog også blive sangenes svaghed. Albummets kontekst kan være lidt svær at få greb om med den hiphop’ede vokal, de italienske rødder og den komplekse progressive musik. Tre vidt forskellige retninger, som Destrage forsøger at samle, hvilket godt kan føles en smule rodløst. Er vi gangstere i New York, som nummeret “Blah Blah” kunne indikere, eller groover vi i et moshpit til “Don’t Stare At The Edge”?

Når man først har vænnet sig til, at Destrage smadrer de kulturelle grænser, kan man dog se frem til en samling velproducerede og -komponerede sange. Lige fra aggressive og groovy hits som “Symphony Of The Ego” til det rolige, nærmest country-agtige nummer “A Promise, A Debt” er der lækker lyd. Den mere professionelle lyd bliver den tydeligste forskel på A Means To No End og tidligere albums.

Anderledes vinkel på etableret genre

Destrage formår at tilsætte et nyt feel til moderne progressiv metal, men så nyskabende er det alligevel ikke. En ny kombination af velkendt musik, der til tider bliver for kaotisk. Lydkvaliteten er dog i orden, og kvaliteten gennemsyrer pladen, der viser, at Destrage er en vigtig europæisk spiller i djent-bevægelsen. Albummet får 8/10 raslende kranier og en ubestridt plads som den bedste sydeuropæiske djent-udgivelse, jeg har været vidne til.