Fra Radtskaffen til Demolizer
I det herrens år 2014 satte tre unge mænd hovederne sammen. Baggrunden var, at Benjamin/Polle (kært barn har mange navne) havde skrevet nogle sange med intentionen om at danne et heavy metal-band. Min første oplevelse med Radtskaffen, som de hed til at begynde med, var i Ganløse til Infected Festival i 2017. De unge drenge havde uden tvivl et drive til at få noget metal ud over scenekanten, men samtidig var de noget skarpe – eller skulle man sige flossede – i kanterne. Efter nogle skift i lineuppet og en ensretning af, hvad de alle gerne ville, så blev Demolizer til virkelighed i 2018. Siden da har de turneret med Red Warszawa rundtomkring i Danmark samt en enkelt lille turné i Rusland!
Ballade’n i studiet
Thrashmageddon er et ”no bullshit”-album, som i dén grad leder tankerne tilbage på 90’ernes storhedstid hos bl.a. Kreator og Exodus. Samtidig er de kommet under kærlig behandling af Lasse Ballade (Solbrud og Konvent) i Ballade Studios. Lyden er forkælet og fortættet på akkurat samme måde, som hvis man skal lave en sovs på en god fond (og hvem kan ikke li’ sovs?!). På den måde skiller Thrashmageddon sig ud fra tidlige thrash-udgivelser såsom Coma of Souls (Kreator, 1990), Agent Orange (Sodom, 1989) og Two Faced (Tankard, 1993) – netop på grund af den produktion, som Lasse har stået for. Det er god gammel thrash i nye og lækre klæder!
”Copenhagen Burning” søsætter albummet og er sikkert det oplagte åbningsnummer, når Demolizer skal ud at spille live! ”NTC” og ”Cancer in the Brain” leder tankerne hen på både Anthrax og fragmenter af Testament. Demolizer har endda lavet en video til ”Cancer in the Brain”, men grundet den verserende sag mellem KODA og YouTube har vi ikke engang mulighed for at vise den.
Benjamins vokal er kun blevet bedre med årene, og deres generelle sammenspil er svært at blive sur eller irriteret over, men en enkelt ting, der for mig ikke rigtig fungerer, er introen i ”Until the Day I Die”: en klassisk blød intro, 12-strenget guitar, som så bliver bragt i knæ af en knap 20 sekunder lang tapping-solo, og et tidligt mellemstykke i samme sang, som egentlig ikke gør noget fantastisk for det nummer. De efterfølgende tre, ”Lost in Torment”, ”Built on Slavery” og ”MSW” vejer dog i dén grad op for det!
Spring for livet!
Generelt er der en rigtig god variation og energi henover de ni sange, og man kan uden problemer høre albummet fra start til slut uden at kede sig. Hvis Thrashmageddon var et godstog, så ville det ikke stoppe, før det havde kørt alt og alle midtover! Demolizer har med dette album gjort det klart, at de er kommet for at blive, og at historien om den grimme ælling stadig er aktuel. De har uden tvivl en del at lære endnu, men det er med erfaring som med god vin: Det bliver bedre med alderen!
