Slava!
Efter en pause på ti år er ukrainske Def/Light tilbage med sit tredje album. Ifølge bandet selv har de arbejdet på Terror/Erebus i intet mindre end seks år – et konceptalbum om den ulyksalige Franklin-ekspedition. Det er uden tvivl et koncept, som bandet selv har tænkt, var uudforsket land i metalverdenen, men ak, andre fik ideen før dem, så polarudforsknings-black er nu officielt en genre. Def/Light fortolker dog historien på en noget mere bombastisk måde end Antrisch. For den ukrainske duo spiller en kombination af black, death og doom metal – en stilistisk blanding, som alle slaviske bands, jeg har anmeldt i nyere tid, har benyttet sig af, så måske den treenighed bare skulle refereres til som ’slavic metal’? Men så lyder spørgsmålet, om denne kombination af metallens ondeste, mørkeste og tungeste genrer er mere oplagt til at genfortælle sømænds forfrosne frustrationer end iskold atmo-black fra Bayern?
Slavic metal
Selvom Def/Light da absolut dypper tæerne i både død og doom, så er bandets grundessens 90’er-black metal af den slags, hvor blastbeats og lilletrommetæsk er de absolutte konger. Faktisk er lilletrommen mere insisterende end både facere på Strøget og Jehovas Vidner – tilsammen. Der er nærmest ikke et øjeblik på Terror/Erebus, der ikke er akkompagneret af lyden af en lilletromme, der bliver banket sønder og sammen. Ligeså er albummet mixet således, at trommerne ligger virkeligt højt, mens strengesektionen ligger alt, alt for lavt – hvilket virkeligt er en skam. Men ser man bort fra det, så er der heldigvis masser af gode ideer og elementer på Terror/Erebus. Eksempelvis fungerer den hektiske pianointro på ”Everyone Will Fall” virkeligt godt, da det frenetiske løb hen over tangenterne, i sammenspil med guitaren, skaber en stemning af panik og hastværk – som om skibet er ved at gå ned. Generelt står albummet stærkest, når det tør træde ud af de vante rammer og eksperimentere med diverse stemningsopbyggende elementer. Om det så er klaver, horn eller lyden af skibsdækket, der knirker. Det er den slags, der er med til at overbevise lytteren om, at det er et narrativt drevet værk og ikke ”bare” et musikalbum.
Apropos narrativ så er albummet delt i to, hvor hver halvdel er dedikeret til en af de to skibes skæbnefortælling; ergo er de første ni sange dedikeret til HMS Terror, og de resterende fem til HMS Erebus. Det betyder dog også, at der er intet mindre end 14 numre, og at den samlede spilletid er på næsten 80 minutter – hvilket er i overkanten. Allerede efter de første ni-ti numre er man som lytter mættet – så selvom ideen med opdelingen er fremragende, så er resultatet overvældende. Jeg er tilbøjelig til at tro, at det havde fungeret bedre, hvis Def/Light havde udgivet to EP’er i stedet.
Men det til trods så er numre som ”I Dream of Going Deep”, ”I Know the Order in the World”, ”Desert of Ice” og “Tongueless Maiden” alle særdeles fremragende.
Drøm for helvede, drøm!
Def/Light har så absolut ambitionerne til at skabe stor kunst, men har de også evnerne? Det er jeg overbevist om, for det eneste, der helt reelt holder dem tilbage, er albummets produktion. Havde den været bedre, ville 80 minutters musik måske ikke føles så overvældende – for det, der trætter mine ører mest af alt, er det konstante trommebombardement. Så, Def/Light, skru ned for trommerne, men skru endeligt ikke ned for ambitionerne, tværtimod! Drøm stort, større størst!