Hvad er det næste skridt?

DEFECTO er for alvor ved at bryde igennem på den danske metalscene. Især med Nicklas Sonne på vokalen er de et seriøst bud på også at bryde gennem internationalt. Når man samtidigt ser dem lave den ene udsolgte danske koncert efter den anden samt varme op for store bands som Metallica og Rammstein og endda allerede have spillet på Copenhell, er det klart, at DEFECTO har noget seriøst at byde på.

Nemesis er deres bud på en efterfølger, som skal give Danmark et spark i røven og for alvor vise, at nu er det på tide at kigge kommercielt på de danske metalbands. Samtidigt kan dette album for alvor få dem ud i medierne og dermed give dem mere spalteplads og få oplyst masserne.

God, gedigen omgang underholdning

Nemesis lægger sig stilmæssigt meget op ad forgængeren Excluded med sin symfoniske undertone blandet med lidt Metallica og en del andre sjove ting, som gør, at DEFECTO skaber deres egen lyd og energi, som jeg generelt altid er glad for. Når man kopierer noget direkte, synes jeg ikke, man har gjort sit eget arbejde, men når man gør som DEFECTO, viser det, at man søger inspiration, men gerne vil skabe sit eget.

Jeg bliver nødt til at starte lidt omvendt i forhold til, hvordan jeg normalt beskriver et album, for jeg må og skal fortælle om musikken. Nicklas Sonne kan sagtens synge, og det gør han så sandelig også med en overbevisning, som er svær at finde andetsteds. Men han kan dæleme også finde ud af sit instrument, og i samhørighed med Frederik på den anden guitar, Lars på trommer og Thomas på bas skaber de en stemning og stil, som gør, at man bliver nødt til at høre albummet igen og igen.

På ”Ode To The Damned” kan man høre lidt inspiration fra vores svenske brødre Opeths tidligere dage. Med en rolig, melodiøs og tung opbygning når den til et punkt, hvor man som lytter forventer, det hele stikker af, men så dukker Nicklas op med en rolig stemmeføring afbrudt af lidt growl, for senere at blive akkompagneret af guitarsoloer. Det nummer, synes jeg, opsummerer hele albummet perfekt. Især fordi det samtidigt formår at fastholde en til hele tiden at ville have mere, aldrig få nok og lige blive nødsaget til at høre det hele én gang til.

Hvor er vi så på vej hen?

DEFECTO kan jeg helt klart se som en af de helt store, hvis de får pladsen til det. Det er jo desværre det store dilemma: Skal man være tro mod sin stil og få den anerkendelse, der måtte være der, og måske ikke nå ud til de store masser, eller skal man følge efter og gå efter masserne? Jeg synes helt klart, DEFECTO har muligheden for at blive i deres genre. Det her sammensurium af progressiv metal møder symfonisk får besøg af død og ødelæggelse, inden de skriver julekort sammen til power metallen.

Udover den mulige ørehænger i ”Ode To The Damned” og ”Endlessly Falling” virker resten af albummet desværre ret anonymt efter længere tids lytning. Den samme formel virker brugt, og bandet forsøger kun en lille smule at bygge videre på det, de prøvede på Excluded. Dette gør, jeg kommer op på otte kranier, for gennemspilningsværdien er stadig høj, og der er potentiale for noget eksklusivt senere hen.