Efter det første lyt står det klart at navne som Rammstein, Paradise Lost og Type O Negative ikke har levet forgæves, men i dette tilfælde er det bestemt positivt ment. "Termination Bliss" er nemlig pokkers godt udført, selvom den trækker på et hav af klichéer som mange sikkert vil finde fjogede. Men som der rigtigt nok står i biografien, er der tale om "entertainment from hell", og så er det jo op til den enkelte hvorvidt man vil tage det seriøst i sidste ende. Fjogede klichéer eller ej, så har jeg det på samme måde med dette album, som med en udmærket dyster B film, og ordsproget med at overdrivelse fremmer forståelsen får herpå et godkendt stempel af mig – men reelt set er det jo heller ingen sjældenhed at slå bolledejen stort op på metalscenen. Det største kritikpunkt på "Termination Bliss" må være at mange af kompositionerne ikke skiller sig nok ud fra hinanden, da den samme skabelon (og stemningsskaber) bruges overordentlig meget undervejs. Det rokker dog ikke ved at de sorte svenskere har kreeret sig en solid disc, med masser af charmerende mørke og fængende melodier. Vokalmæssigt lyder Whiplasher Bernadotte ofte som en krydsning mellem Nick Holmes (Paradise Lost) og Peder Stål (Type O Negative). Musikalsk får den pågående metalrock uafbrudt følgeskab af skumle klangflader og andet elektronisk gøgl. Uden tvivl ganske søgt, men samtidig uundværligt i dette dunkle univers. Med en samlet spilletid på 44 minutter går de 11 numre aldrig hen og bliver enerverende, og selve lydbilledet fungerer upåklageligt.