Interview med Deathstars

Deathstars by Linus Bokehsius

Efter en albumpause på ni år er Deathstars endelig klar med nyt! Albummet 'Everything Destroys You' rammer gaden den 5. maj – og hvad det er for en størrelse, talte vi med frontmand Whiplasher Bernadotte om. Læs med her.

Der er gået ni år siden The Perfect Cult, og nu er I endelig klar med næste studiealbum, Everything Destroys You. Hvorfor har det taget så lang tid?
Egentlig har jeg ikke tænkt så meget over, at der er gået ni år. Du ved, vi har turneret meget, og på et tidspunkt besluttede vi også at holde et par års pause. Da vi så begyndte at skrive nye sange, kom pandemien. Det betød, at vores turnéer blev udskudt, og så brugte vi tiden på at genskrive nogle af vores sange, og vi skrev også nogle helt nye. Så på den måde er der faktisk ikke gået så lang tid. Ja… så det er derfor. Vi er måske ikke det mest produktive band, ha-ha!

Kvalitet over kvantitet, ikke?
Ha-ha, jo, forhåbentlig! Og på en måde var det faktisk mere behageligt at skrive denne plade end nogle af de tidligere. For mig var det lidt ligesom Termination Bliss: Vi havde bedre tid og andre muligheder. Vi tænkte: ”Ok, vi skal ikke på turné – lad os gå tilbage til studiet”. Vi genskrev nogle sange, andre fjernede vi helt, hvis vi ikke var tilfredse med dem. Den første udgave af pladen, som jo egentlig var stort set færdig, lød ikke, som den gør nu. På den måde var det en god proces.

Føles pladen stadig ny og frisk for jer, nu hvor I har arbejdet på den så længe, og i hvert fald nogle af sangene er indspillet for flere år siden? Oprindeligt skulle Everything Destroys You jo være udkommet i 2020.
Ja! Hvis jeg husker rigtigt, var ”This Is” og ”The Churches of Oil” de første sange, vi skrev til pladen, og ”Midnight Party” er kun ét eller halvandet år gammel. Så det spænder ret vidt: Nogle sange er seks år gamle, og andre er ét år. Men du ved, når først et album er indspillet og færdigt, lytter jeg faktisk aldrig til det – for så jeg har allerede fået nok, ha-ha! Man sidder jo med de sange hele tiden: Man skriver dem, indspiller dem, og så tager man dem ud og spiller dem live. En af de kommende dage skal jeg sætte mig ned og faktisk høre pladen, for det har jeg ikke gjort længe – ikke siden vi var i studiet. Så det føles bestemt nyt og frisk.

Det lyder til, at hele arbejdsprocessen omkring Everything Destroys You har været ret speciel og anderledes. Kan du sætte lidt flere ord på det?
Det har den egentlig ikke, for Emil (”Nightmare Industries”, red.) og jeg har bare gjort, hvad vi plejer. Vi har haft en rutine, helt siden vi spillede dødsmetal i de tidlige 90’ere: Han sender mig nogle idéer, og så ser jeg, hvad jeg kan gøre med dem. Og så vurderer vi, om det kan blive til en sang. Vi gør, som da vi var teenagere! Men det er klart: Noget, der er meget anderledes nu, er pladeselskabet (Nuclear Blast Records, red.). De vil jo gerne have, at vi udgiver materiale hurtigt, så på den måde var det ret frustrerende, når pladen hele tiden blev forsinket: ”Der er gået seks år nu. Der er gået syv år, otte år… og så ni år”.

Men prøv at forestille dig, hvordan det engang var – med store bands, ikke små som vores. The Rolling Stones, for eksempel, de turnerede ikke i ni år. Det var slet ikke nødvendigt. Du ved, tingene ændrer sig jo, og det er et andet billede nu. Tag bare en artist som P!nk. Det lader til, at hun har en ny single ude hver eneste måned! Laver hun overhovedet albummer eller bare singler? Det er meget anderledes, og vi er nok bare et gammeldags band!

Ja, måske! Der er jo i hvert fald en stor diskussion om, hvorvidt studiealbummer har en fremtid, eller om alle bare bør udgive singler. Har du en holdning til det?
For mit eget vedkommende… Jeg lytter stort set kun til mine gamle plader igen og igen. Men altså… Der er helt sikkert noget om, at albummer ikke er så vigtige længere, som de har været. Jeg er dog ikke sikker på, at de vil forsvinde helt. For eksempel tror jeg, at rockplader vil klare sig. Men noget har klart ændret sig: Vi har jo også selv udgivet hele fire singler forud for pladen her.

Og apropos pladen: Hvordan endte I med titlen Everything Destroys You?
Albumtitler er altid ret svære for mig, fordi jeg jo skriver teksterne. Jeg sender typisk nogle forskellige forslag til resten af bandet… Hmm, det tager altid lang tid. Denne gang er det også en sangtitel, ”Everything Destroys You”. Det, jeg godt kan lide ved denne titel, er, at den er lidt Iggy Pop-agtig og rock’n’roll-agtig. Jeg er vild med den slags! Den stemmer også godt overens med Deathstars’ mørke humor, for du ved: Alting vil jo ødelægge dig… før eller siden. Ja, jeg er godt tilfreds med titlen og synes, den passer.

Er der et gennemgående tema på pladen eller måske en særlig stemning, I gerne ville skabe?
Hmm, nej ikke rigtigt. Noget, jeg har tænkt lidt over, er, at der måske på denne plade er nogle mere ”visuelle” tekster. Jeg har prøvet at skrive om nogle situationer, nogle scenarier… ofte noget, der sker i urbane miljøer og om natten. Teksterne handler om alt fra forhold til sene, sene fester. Du ved, engang boede vi i Göteborg, og vi sov nærmest aldrig. Vi startede om onsdagen, og så gik vi i seng engang om søndagen, ha-ha.

Verden har jo været ret skør de seneste år: corona, krig osv. Drager du inspiration fra sådanne ting, når du skriver – eller foretrækker du at holde dig helt til fiktionen?
Det kunne jeg sagtens. Du ved, nogle af vores sange handler fx om moral, og hvor langt man kan trække den, før det føles forkert. Jeg kunne også skrive om dét, at man tager stilling til noget og vælger at gå en bestemt vej. Det ville jeg ikke have noget problem med.

Er der noget, du aldrig ville skrive om – eller er du åben for alt?
Lykke! Jeg vil aldrig skrive om lykke, ha-ha. Der er ingen konflikt i lykke, så derfor er der ikke noget at skrive om. Der er ingen progression; det er bare status quo. Det er nok det eneste… Du ved, jeg ville ikke kunne skrive om lykke, selv hvis jeg prøvede. Der er bare ingen historiefortælling i det. Men derudover… Altså jeg er den billigste prostituerede på gaden – jeg er med på hvad som helst!

Deathstars startede i 2000, og jeres debutalbum, Synthetic Generation, har lige rundet 20 år! Hvordan har du det med jeres gamle sange, som I jo skrev, da I var et helt andet sted i livet end nu: Føler du dig distanceret fra dem, eller har du spillet dem så mange gange, at du ikke rigtig forholder dig til dem længere?
Hmm, ja vi spiller jo stadig nogle af sangene fra den tid: ”Synthetic Generation” og ”Semi-Automatic”. Men jeg kan ikke rigtig lytte til dem på plade. Du ved, da vi lavede Synthetic Generation, var det mest af alt et eksperiment – vi vidste jo ikke, hvordan vi skulle lyde. Så for mig er det ikke superbehageligt at lytte til de sange, men jeg synes, det er sjovt at spille dem live. Det er også lidt fucked up, at der er gået tyve år! Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige… Jeg er ved at være gammel…

Er det en forbandelse eller en velsignelse at være blevet en mere erfaren musiker? Jeg forestiller mig, at alting er ret anderledes nu end for 20 år siden.
Begge dele, helt klart! Du ved, engang spillede vi 200 koncerter om året, og vi festede hele tiden, så vi var faktisk aldrig hjemme. Det er måske ikke helt så destruktivt og hektisk mere. Dengang var vi det værste cirkus på gaden, ha-ha.

Ha-ha… Og hvad med hensyn til sangskrivning?
Åh ja. Da vi startede, var det som sagt ét stort eksperiment, og vi anede ikke, hvad vi lavede. Hvordan skulle vi overhovedet lyde? Det er helt klart anderledes nu, for nu kan vi spørge os selv: ”Lyder den her sang Deathstars-agtig?”. Vi ved, hvad vi er. Det kan selvfølgelig både være godt og skidt, men vi ved i hvert fald, hvordan vi gerne vil lyde. Det kan fx godt ske, at vi skriver en sang og så finder ud af en uges tid efter, at den ikke er rigtig Deathstars-agtig – at den ville passe bedre ind i et andet projekt. Det lyder måske lidt kedeligt, men egentlig er det meget rart at have den form for selvsikkerhed.

Jeg har haft fornøjelsen af at lytte til Everything Destroys You, og jeg må sige, at den helt sikkert lyder som Deathstars! Hvor vigtigt er det for jer at holde fast i den signaturlyd, I har?
Det er vigtigt. Vi kan med det samme mærke, når det ikke fungerer. Emil (”Nightmare Industries”, red.) har produceret stort set alt vores materiale, så det betyder også noget. Det havde nok lydt anderledes, hvis vi havde haft Jay-Z som producer. Det ville være interessant, ha-ha. Det handler meget om den vibe, sangene har.

Er der et særligt højdepunkt på Everything Destroys You, som du gerne vil fremhæve?
For mit vedkommende er det altid nogle enkelte dele. Det er aldrig vokalerne, men det kan være produktionsmæssige ting eller soloer. Jeg vil nok fremhæve ”Blood for Miles”. Der er en fed solo i. Den kan jeg lytte til igen og igen. ”An Atomic Prayer” kommer vi nok ikke til at spille live, men jeg kan godt lide den. Det er en rigtig albumsang.

I har jo desværre måttet aflyse jeres koncerter i Danmark hele tre gange: i 2021, 2022 og 2023. Er der udsigter til nogle danske shows i den nære fremtid?
Den turné er vist blevet udskudt syv gange! Du kan nok forestille dig, hvor frustrerende det også er for os. Vi tror lige, at vi skal af sted, men det skal vi så ikke. Det har været super fucked up, men det lader til at være bedre nu. Vi har fået en masse datoer fra vores bookingbureau, og vi har sagt ja, så forhåbentlig bliver de næste shows offentliggjort snart. Jeg ved ikke, præcis hvor eller hvornår det bliver, men jeg husker i hvert fald, at Danmark stod på listen (det er efter interviewtidspunktet blevet annonceret, at Deathstars spiller på Spillestedet Stengade den 2. november 2023, red.).

Så er der noget at glæde sig til! Tusind tak for, at du tog dig tid til dette interview.
Selv tak! Hav det godt!