Det er Dansk, det er dejligt, det er Dear Delusion!
Danske Dear Delusion udsender d. 15. januar deres 2. album, Sleep Of Reason. Første skive, Imprisonment, fik pæne ord med på vejen fra diverse medier og airplay på MyRock. Kender du ikke til københavnerne, så spiller de good old grunge. Der er i hvert fald en lang række bands, der ”popper op” når du smækker skiven på.
For at gøre en lang historie kort: Bandet blev startet i 2008 af nuværende vokalist og den tidligere bassist. Det mest skelsættende i historien er vel nok, at bandet bliver signet til Trolden Music. Nu skriver vi 2016, den tidligere trio er blevet til en kvartet, og album nummer to er i skrivende stund ved at finde ved til hylderne!
Back to the grunge??
Lad os bare få det sagt med det samme: Referencerne står da også nærmest i kø! Du skal såmænd ikke længere end de første 10 sekunder af ”Sinfonia”, før du tænker: ”Wow, skal vi nu til at høre dansk Tool”? Ja, det skal du nemlig ikke. Når introen er ovre, banker ”Unmade” på døren og byder på højpotent spade, et groove du med garanti vil nikke med til og absolut en af topkandidaterne til skivens favoritnummer!
”Righteous Man” følger trop, og the groove vil ingen ende tage. Det er bare en ørehænger, kort og godt og selvfølgelig et naturligt valg af første single. ”Facing Tensions” ændrer tempo, men passer som fod i hose som helhed. Når du så har nuppet ”Scapegoat” og er halvvejs igennem pladen, er der ingen tvivl om, at gutterne har deres referencer i orden. Og det virker faktisk overraskende godt.
For tvivlen har været, om det blev lidt for meget Lis i Kæder-coverband! Men det virker som om, at Dear Delusion er absolut på vej til at finde sin egen stil i en genre, der har store koryfæer, og hvor man uden tvivl vil blive sammenlignet med de goooo gamle dage, hvor Layne Staley skreg; “I want to taste dirty/a stinging pistol/In my mouth/on my tongue/I want you to scrape me from the walls/And go crazy like you've made me”. For hvis jeg vil høre det: ja, så smider jeg sgu det på!
”Producing Monsters” er ca. 1 minuts støj. Gutter: Jeg forstår det sgu ikke og kommer aldrig til det. ”Everything Is Nothing” er for mig at se skivens højdepunkt og netop her, hvor Dear Delusion virkelig viser deres potentiale! Det er lige fra vokallen, trommerne og en møg fee solo i slutningen. Det holder 100. Omvendt er det nok også det tætteste, vi kommer på det beskidte barn af Alice og Soundgarden! Om det så er godt eller skidt, må være op til dig. Men fedt er det!
Der er ingen tvivl om, at den rå og benhårde lyd, der er skabt på denne plade, passer perfekt til netop dette ”grunge-tunge” danske udspil. Det er dansk, det er dejligt og går perfekt med en frikadellemad med remo!
Det holder hele vejen hjem
Så what’s not to like?: For mig tog det tid. Tid til virkelig at høre deres potentiale og ikke bare et miks af old school bands. Men for at bruge en snart udtømt frase: Det tager lige et par gennemlytninger, men det er godt givet ud. Enkelte gange kan der være øjeblikke, hvor guitaren bliver højere end vokalen, men det er ikke virkelig noget, som det er værd at bekymre sig om. Ligeledes kan der være et eller to øjeblikke, hvor man umiddelbart kan sidde tilbage med en følelse af, at det kunne godt være en anelse bedre med den vokal. Alt i alt: Vil du have ”Hard Rock Grunge” musik fra starten af 2016, så smider du Dear Delusion på anlægget.
