Storladent dødvande fra udskældte Deafheaven
Deafheaven har de seneste år været genstand for en del diskussion og er i min optik et bevis på, i hvor høj grad image og det visuelle udtryk er af betydning for folks forhold til et band. Musikerne ligner nogle, der lige såvel kunne spille i et hvilket som helst indie-rockband, og det er mere end mange heavy metal-fans kan overskue, åbenbart. Jeg vælger at forholde mig til musikken, som på New Bermuda, Deafheavens 3. fuldlængde, faktisk er ganske udmærket. Skulle man ikke kende til bandet fra San Francisco, er der tale om en storladen omgang postmetal med et udtryk, der læner sig op ad black metallen, ikke mindst pga. den hyppige brug af blastbeats på trommerne. Også vokalen læner sig kraftigt op af en typisk black metal vokal.
Bedst med knald på!
Ind i mellem de voldsomme stykker finder man pæne passager med clean guitar, som Alcest f.eks. mestrer til fulde. Jeg synes, det fungerer bedst, når Deafheaven enten giver den fuld gas og hamrer derudaf, eller når de tager farten helt af og begynder på de stille, drømmende passager. Ved midtempo-delene taber bandet lidt pusten, og de bliver noget kluntede i forsøget på at blive melodiske. Hør evt. melodistykket i pladens første skæring ”Brought to the Water”, som ganske pludseligt afbryder pladens ellers bedste nummer med en malplaceret, melodisk guitarsekvens. Det er specielt ved disse brud, at det bliver for kedeligt og ordinært.
En anke i forhold til New Bermuda, som faktisk indeholder ganske fine momenter, er det faktum, at sangene glider noget ud i hinanden og er svære at skille fra hinanden. Der mangler ganske enkelt memorable riffs, melodier eller harmonier, og når pladen er færdig, sidder man tilbage, uden at der rigtig har sat sig noget fast.
Teknisk veludført, men også ret anonymt
Deafheaven leverer med andre ord en - om end ganske veludført - temmelig intetsigende omgang post-/black metal på ”New Bermuda”. Man kan ikke sætte en finger på bandets tekniske kunnen, og specielt den nye trommeslager Daniel Tracy imponerer. På trods af musikernes kompetencer bliver det dog i det lange løb en noget tam omgang, hvor man ikke helt fornemmer, hvor bandet egentlig vil hen med deres musik. Vil Deafheaven være voldsomme, storladne, melodiske, eksperimenterende? Det bliver desværre en noget kønsløs blanding.
Hvis du har nydt de seneste års bølge af storladent, black metal-inspireret musik med udgangspunkt i Agalloch, Wolves in the Throne Room, Altars of Plague osv., vil der givetvis også være noget at hente på New Bermuda. Foretrækker du derimod din black metal, som vor norske venner lavede den, er Deafheavens nyeste værk nok ikke din nye yndlingsplade.
