Drømmende, dragende, drabeligt

Jeg indrømmer fra første færd, at jeg før har anset amerikanske black metal bands som værende nogle kvlturfattige posers – med enkelte undtagelser. Men texanske Dead To A Dying World har på ingen tid gjort mine platte fordomme til skamme med Elegy. Ikke nok med at de minder om Callisto, som jeg ved flere lejligheder har nævnt uden opfordring, så inkorporerer de også elementer af neo-folk, der er med til at give dem et ekstra lag; samt lov til at optræde på selveste Roadburn Festival tilbage i ’16. Og det er i dén grad fortjent.

På første nummer ”Syzygy” lyder Mike Yeagers dybe stemme nærmest grødet, og selvom jeg ikke kan sætte en finger på, hvem jeg synes, han minder om, har stemmen en genkendelig klang, der smyger sig om næsten apatiske akkorder. Efterfølgeren ”The Seer’s Embrace” åbner med et inhumant brøl og snerrende skrig som modpoler til de dystert besnærende melodier. Den kvindelige vokal, leveret af Heidi Moore, på ”Vernal Equinox” går mig på nerverne og drager mit fokus bort fra musikken, men man kan tilgive dem – ikke alle kan være Julie Christmas. ”Empty Hands, Hollow Hymns” er passende udadvendt på den måde, at black metallen dominerer, men balancen mellem blid og brutal er på en velsleben knivsæg og tipper aldrig for meget til den ene eller den anden side – takket være den velspillede bratsch. Den sørgmodige stemning på pladen er så tæt, at den siver ud af højttalerne og slubrer henad gulvet, som havde vinterdepression en fysisk form. Skønhedsfejlene er små og 100 % baseret på individuel smag, så er du til doomy post-black, er Elegy perfekt til at bære dig gennem vinteren.