Røvfuld på bestilling

Dawn of Demise er ikke en samling amatører, der gerne vil prøve kræfter med den danske scene. Med 16 år på bagen som samlet band og med en håndfuld udgivelser bag sig er det rutinerede kræfter, der spiller. De gør de, så øjnene løber i vand og man får en ubændig trang til at ringe til diverse krisehjælpslinjer. Og også denne gang er der mere smæk på end i den lokale swingerklub lørdag aften, og niveauet er stadig højt.

Et par på munden

Allerede ved titelnummeret, der sparker herligheden i gang, kunne mine fintunede anmelderører konstatere, at jeps, det er dødsmetal, det der. Der er ikke sparet på noget, og hele pladen er gennemsyret af alt det, som gør dødsmetal så fandens afhængighedsskabende. ”In Silence He’ll Arise” understreger, at deres foretrukne genre ikke er nyt territorie for dem: blastbeats, huggende riffs og så Scott Jensens ondsindede grynten og hæse råb afslører, at der flyder tykt blod i de udstående årer. Introen er nærmest en formalitet, for man ved bare, at der ligger en kindhest og venter lige rundt om hjørnet. Men hvad kan man så forvente af resten af albummet, nu hvor de to første numre lægger så hårdt ud? Du kan forvente fodslæbende riffs og heftige dobbeltpedaler, som ganske elegant lægger afstand til noget, der let kunne gå hen og blive lidt åndsbollet. Dødsmetal kommer nemt til at blive sat i bås med overrislede, let svajende brøleaber, der ikke ejer pli i pitten.

Men tag endelig ikke fejl, for der er ikke givet køb på brutaliteten. Der er smæk på hele vejen igennem, og alligevel fornemmer jeg en vis elegance i deres musik, som mest af alt minder om en sømbeslået støvle i ansigtet. ”The Exaltation” starter med langsomme riffs, der bliver akkompagneret af en særdeles dansevenlig omgang dukka dukka. Det gør mig i helt godt humør, for det er et kærkomment afbræk fra den omgang læsterlige klø, Into the Depths of Veracity i grunden taget er. Pladens sjoveste(!) øjeblik er dog introen til det efterfølgende nummer ”Ravishment of Carrion”. ”The Co-ed Killer” Ed Kemper forklarer os lidt om forholdet til sin mors afhuggede hoved, og så er vi ligesom i gang. Det er ikke pladens bedste nummer sammenlignet med de øvrige, men niveauet er så højt, at det ikke betyder det store.

Numrene er sjældent længere end tre et halvt minut.  Men der er vel heller ingen grund til en Townsendsk længde trussel om korporlig afstraffelse, når man bare kan nøjes med at kaste en stol i hovedet på folk, som har fortjent lidt grovmotorisk samtaleterapi. Scott Jensen artikulerer egentlig ganske nydeligt, det er i hvert fald hvert femte ord, jeg kan forstå. Selvom det bare havde været en decideret svinestald på mikrofon, fiser budskabet alligevel ind, som, nå ja, en stol i hovedet.

Velplejede voldspsykopater

Dawn of Demise laver god dødsmetal – dødsmetal, man har lyst til at høre. Foden vipper automatisk med, og de beviser, at old school dødsmetal på ingen måde er blevet efterladt i den moderne metals kølvand. Det er tungt som ind i helvede, og det er en plade, jeg godt kunne finde på at sætte på herhjemme, bare fordi. Det hele er meget fint arrangeret, alle bokse er hakket af, og hele bandet, alle som én, bidrager til den samlede positive oplevelse. Men der er brugt for meget energi på at få det til at lyde pænt, og jeg savner den lidt snuskede charme, som kendetegner nichen, for produktionen peger i retning af den mere tekniske afart af genren. Dog tipper jeg min anmelderhat i deres retning, for Into the Depths of Veracity er uden tvivl en ualmindelig vellykket plade.