Dave Mustaine hylder Rust In Peace med en bog om det legendariske album

Stort tillykke

Den 24. september i år kunne thrash metal-klassikeren Rust In Peace af Megadeth fejre sin 30-års fødselsdag. Den store dag blev markeret verden over – og selvfølgelig også her på siden i vores Boomer-Blog. Hjernen bag det hele, mr. Megadeth himself – Dave Mustaine – har også haft et ønske om at markere jubilæet og har derfor sammen med journalisten Joel Selvin skrevet en hel bog om tiden før, under og efter tilblivelsen af det ikoniske album.

Gennem de seneste 30 år har en del myter om albummet og dets tilblivelse været fremme i medierne og er blevet diskuteret til døde af dem, der var med dengang. For hvad skete der egentlig, og hvilke af myterne er overhovedet sande? Det findes der, mildest talt, mange forskellige svar på. Vi har selvfølgelig kastet os frådende over bogen og set nærmere på sagen.

En klassiker fødes

Hele fortællingen starter i sommeren 1988; to år før udgivelsen af Rust In Peace. Megadeth er med på Monsters of Rock-turen og skal spille på Donington-festivalen foran 108.000 forventningsfulde tilskuere. På plakaten er også Iron Maiden, Kiss og et nyt, hypet og hårdtslående band fra Los Angeles, der hedder Guns’N’Roses. Scenen er sat, og det kan næsten ikke blive vildere. Men i Megadeth-lejren bag kulisserne er alt ikke rosenrødt. Langt fra! Stofferne og alkoholen har taget hårdt på bandet siden dannelsen i 1983, og bassist David Ellefson, som på dette tidspunkt er fuldtidsnarkoman, har det så dårligt, at denne gigantiske barndomsdrøm er et myrekussehår fra at ryge i vasken. Han gennemfører dog koncerten, ligesom resten af bandet, men efterfølgende må bandet give op og rejse hjem. På turen hjem over Atlanten er én ting sikkert: Mustaine og Ellefson skal på afvænning.

I løbet af bogens første tredjedel bliver der ikke spillet ret meget musik. Mustaine og Ellefson er hjemme i LA igen og har skilt sig af med trommeslager Chuck Behler og guitarist Jeff Young. Udover at tage heroin, score damer og drikke sig fulde sammen – af og til sammen med Slash, som bor lige i nærheden – skifter to gange Dave jævnligt stofferne ud med afvænning, men kun for at ryge tilbage i uvanen med det brune sukker efter et par dage. Forsøgene på afvænning er utallige, managers og pladeselskab gør selvfølgelig alt, hvad de kan, for at hjælpe, og på et tidspunkt får de to misbrugere taget sig sammen til at hyre tidligere ‘drum tech’ Nick Menza som ny trommeslager samt at få skrevet nogle nye numre.

Det begynder at ligne noget i Megadeth-land, og nu følger en masse røverhistorier om jagten på en ny guitarist. Slash bliver tilbudt tjansen, men afslår, da Guns har gang i noget stort. Jeff Waters fra Annihilator er også i søgelyset, men det bliver aldrig til noget, og ligeledes bliver Dimebag Darrell fra Pantera overvejet meget seriøst. Han bliver endda også tilbudt jobbet og accepterer faktisk, men på én betingelse… Brormand Vinnie Paul skal følge med i handlen og være Megadeths nye trommeslager. Dette afslår Mustaine, som de fleste nok vil vide, men han afslører dog i bogen, at han stadig den dag i dag er enormt nysgerrig på, hvordan det kunne havde udartet sig med Abbott-brødrene i bandet. En forundring, man kun kan dele med ham.

Som bekendt ender Megadeth med at hyre den uforskammet talentfulde Marty Friedman som deres nye guitarist, og startskuddet til, hvad der ender med at blive Rust In Peace, lyder. Eller det vil sige efter en lille pause, for en nyligt clean Dave Mustaine ryger nemlig af vandvognen igen, da hans selvtillid lider et alvorligt knæk til Friedmans audition. Friedman spiller nemlig så godt, at frontmand Daves indre dæmoner vælter frem på ny, og heroinen derfor må tilbage på bordet. Hele tiden plages han nemlig af “Min barndom var noget lort, mine teenageår var noget lort, jeg er narkoman, jeg blev smidt ud af Metallica, og jeg fortjente det”, og bedst som han tror, det er under kontrol, ødelægger Marty Friedman altså det hele for en stund.

Vi skal et godt stykke ind i bogen, før bandet går i studiet, men her kommer så til gengæld de rigtigt interessante kapitler om selve produktionen, indspilning af de forskellige instrumenter samt et helt kapitel, hvor Mustaine fortæller om alle sangenes tilblivelse hver især. Alle bogens mere eller mindre kendte røverhistorier er selvfølgelig rigtig underholdende læsning, men når det er selve albummet, man godt vil nørde sig klogere på, er det i disse kapitler, det bliver rigtig interessant.

Efter pladens tilblivelse skal der selvfølgelig øves, der skal laves musikvideoer og promotion, og som bekendt bliver albummet en kæmpe succes, der blandt andet afføder bandets første grammy-nominering. Endelig bliver de et stort navn. Store nok til, at de selv, deriblandt Mustaine endda, endelig er tilfredse. Opturen varer dog, som bekendt, ikke evigt, men de fire bandmedlemmer nævner alle Rust In Peace-tiden som den mest harmoniske, hvor de ikke bare følte sig som fire individer, der arbejdede sammen, men som et ægte band, der stod sammen som brødre.

Dave sætter tingene på plads og får pudset sit eget ego

At Dave Mustaines navn står øverst på coveret som bogens forfatter, er en kende misvisende. Bogen er nemlig 90 procent interviews med alle de forskellige aktører i sagaen om det legendariske album, men Mustaine er uden tvivl dirigent af løjerne. Han har nemlig forbeholdt sig retten til at korrigere de andres udsagn, når han mener, de husker forkert, og det sker faktisk påfaldende meget: Ellefson, Friedman og flere af de andre kommer med deres besyv om en bestemt hændelse, og slutteligt kommer Mustaine med sit bidrag – plus rettelser af de andres udsagn! Kendere af Dave Mustaine og hans lettere særprægede væsen vil næppe være overraskede, men derfor kan man stadig studse over, at man gerne vil invitere sine venner indenfor til en tur ned ad ‘memory lane’, men alligevel påberåbe sig vetoret, når fortællingen ikke matcher med egoet. Eksempelvis skal Marty Friedman bestemt ikke komme og sige, at han og de andre var med til at skrive og arrangere numrene. Niksen biksen, de husker allesammen forkert. Det var naturligvis Dave Mustaine, der lavede det hele. Selvom han i det første lange stykke tid slet ikke var med i studiet, men på afvænning…!


At få samlet samtlige røverhistorier og få dem serveret af de implicerede parter i et flot bogformat er selvfølgelig guf for fans. Historien om Rust In Peace har en stor og vigtig plads i metalhistorien, og den er da bestemt heller ikke kedelig. Men for det første er der for Megadeth-kendere ikke noget nyt under solen i løbet af bogens 200 sider, og for det andet bliver det i længden lidt træls læsning, når Mega-Dave hele tiden skal have det sidste ord. Vi får altså ikke rigtig svar på mange af vores spørgsmål: Var det virkelig Mustaine, der skrev hele albummet uden hjælp? Hvem var skurken, da det ikke lykkedes med en reunion i 2015? Vi får et par halve svar undervejs, men alle er de fra Mustaine, og dermed er man sådan set ikke klogere, end første gang man forventningsfuldt åbnede bogen.

Kort sagt er det altså ganske underholdende læsning med masser af nostalgi, men uden taget letter i ren begejstring. Det er interessant med et indblik i tiden før, under og efter indspilningerne af Rust In Peace, men der er ikke mange historier eller detaljer, man ikke kendte i forvejen. Vi lander på en pæn middelkarakter og smider seks kranier efter Mustaine & co.