I 2009 udgav Megadeth deres 12. album "Endgame". Skønt "Endgame" er endnu et skridt tilbage mod Megadeths rødder i thrash-/speedmetal, og dermed burde være guf for de fleste langtidsfans af bandet, er albummet endt lidt med at blive overskygget af efterfølgende begivenheder.
Blandt disse kan nævnes Dave Ellefsons tilbagevenden og jubilæumsturen for klassikeren "Rust in Piece" (der jo for nyligt er blevet anmeldt her på sitet som en del af vores Oldies But Goodies-serie) - hvor hele "Rust in Peace" opføredes live til mangen en Megadeth-fans store begejstring. "The Big Four"-koncerterne, hvor Megadeth optrådte sammen med Anthrax, Slayer og Metallica, markerede tilsyneladende enden på Dave Mustaines langvarige stridigheder med Metallica og Slayer. Dave Mustaines selvbiografi blev udgivet i august i år, og bandet skulle efter sigende være i fuld sving med at arbejde på et nyt album.
Således har der været rigeligt, som har afledt opmærksomheden fra "Endgame". Derfor synes jeg, at det er lidt på sin plads at vende opmærksomheden mod "Endgame" nu, inden det nye album udkommer.
"Endgame" ser jeg som et naturligt skridt i Megadeths musikalse udvikling siden Mustaine med "The System Has Failed" bragte Megadeth tilbage på banen efter to års pause - forårsaget af en alvorlig skade i hans hånd - der på mange måder virker som en søgen tilbage mod Megadeths mere hårdtslående stil fra tiden før det katastrofale "Risk". "Endgame" ligger således stilistisk et sted imellem "Rust in Peace" og de mere melodiøse "Countdown to Extinction" og "Youthanasia", og jeg synes også, jeg kan høre elementer, der minder mig om "Peace Sells ... But Who's Buying" og "Killing Is My Business ... and Business Is Good".
Der veksles således mellem hurtig og aggressiv thrash metal og tungere og mere melodiøst heavy metal og hard rock. For eksempel er "This Day We Fight" en heftig sag med riffs, der er lidt henad det, man kan høre på "Rust In Peace", og "1,320'" indeholder riffs, som minder mig lidt om Megadeths tre første albums, og ligeledes er der godt knald på "Bite the Hand", og "Head Crusher" lever bestemt op til sin titel, mens "Dialectic Chaos" lyder mere som en slags power metal-nummer. I den anden grøft finder vi "The Hardest Part of Letting Go ... Sealed with a Kiss", som jo nok må siges at udgøre pladens ballade, samt de mere melodiøse og tungere numre "44 Minutes", "Endgame", "Bodies", "How the Story Ends" og "The Right to Go Insane", der alle lyder mere som materiale fra "Countdown to Extinction" og "Youthanasia".
Nu skal alle disse sammenligninger ikke forstås som en hentydning til, at "Endgame" ikke er et originalt album eller at det er lige så godt som disse klassikere, men med et band, der søger tilbage mod sine rødder, kan man ikke undgå at høre ligheder mellem nyt og gammelt output, og det gør egentligt ikke mig noget; jeg holder jo meget af "Peace Sells ... But Who's Buying", "Rust in Peace", "Countdown to Extinction" og "Youthanasia"... for at sige det mildt.
Jeg synes også, at "Endgame" byder på nogle af Mustaines bedste kompositioner siden "Youthanasia", og så er der guitarlir ef episke dimensioner generøst fordelt over hele albummet, der også er ret godt produceret (det er den let genkendelige Megadeth-lyd, som blev etableret på "Rust in Peace" og finpudset på "Countdown to Extinction").
"Endgame" sidder ikke helt i skabet, synes jeg, og der er enkelte numre, jeg ikke er helt begejstret for, så som "The Hardets Part of letting Go...", men bortset fra dette og enkelte andre petitesser, så er der tale om et ganske fedt og solidt stykke heavy metal-arbejde.
