Kan en niche blive for snæver?

Man ved, at der er lagt op til en hel særlig musikalsk oplevelse, når ens indledende forberedelse er at google sig til historien om uranudgravning langs den tysk-tjekkiske grænse i 1200-tallet. Men det er den slags info, som man skal have styr på, når de tyske black-minere Dauþuz udgiver musik. Sidst jeg havde dem under luppen, var de i gang med at berette om den mytiske bjergsmed, og før det handlede det om et minesammenstyrt, der fandt sted i Tyskland i 1727.

Og nu er det simpelthen små 800 års historie om uran, der danner de lyriske rammer, og uden at have hørt alle metaludgivelser nogensinde er jeg villig til at vædde et større pengebeløb på, at der aldrig før er lavet musik – uanset genre – om dette emne. Så dét i sig selv er jo imponerende; spørgsmålet er dog, om musikken så også er det.

Hedensk minearbejde

Hvis man sad og undrede sig over, hvor seriøst Dauþuz tager albummets tema, så fremstår det meget tydeligt fra første sekund af albummets åbner, ”Pechblende (Gedeih und Verderben)”. Det første, man hører, er lyden af et Geiger-Müller-rør, der hidser sig op – og hvis man skulle have glemt fysik i folkeskolen, så er det et sådant apparat, der bruges til at måle, om noget er radioaktivt – hvilket uran jo som bekendt er. Albummets seks numre omhandler alle diverse uranrelaterede begivenheder, eksempelvis handler ”Radonquell 1666” om, hvordan utallige minearbejdere i det vestlige Sachsen fik lungekræft grundet radongas, mens ”Wüst die Heimat” handler om de mange arbejdere, der blev tvunget til at grave uran til Sovjetunionen under Den Kolde Krig.  Ergo er det et album, der har krævet en del research fra bandets side – så hatten af for det arbejde. Men hvad så med musikken, det er jo til syvende og sidst den, som er omdrejningspunktet.

Som en, der ret godt kan lide den lyd, som Dauþuz har præsenteret siden Grubenfall 1727, er det jo ganske glædeligt, at bandet lyder, som de plejer – bare bedre. De spiller fortsat klassisk tysk pagan-black, og der kan drages paralleller til tilsvarende bands som Horn og Skratte, selvom Dauþuz dog også læner sig pænt op ad den atmosfæriske black metal. Allerede på Vom schwarzen Schmied kunne man høre, at både sangskrivning og produktion lige var blevet finjusteret i forhold til tidligere udgivelser, og dette er også tilfældet på Uranium. Dauþuz har aldrig lydt så godt, som de gør her, og især er Syderyths vokal i top – han lyder slet og ret fantastisk; uanset om han råber, skriger, hvisker eller synger ”ooooh!”, så er det en fryd at lytte til.

Uranium er ligeså mere rifforienteret end tidligere udgivelser, hvilket også klæder bandet, da det er med til at cementere, at vi altså er mere ovre i pagan black nu end atmo-black som tidligere. Så med andre ord er det her et band, der virkelig har lagt sig i selen for at yde sit ypperste – og det lykkes i stor stil, for dét her er – så absolut – det bedste Dauþuz-album til tider. Selv de små detaljer er der blevet kælet for; bemærk bare det subtile, men eminente temposkift, der finder sted omkring to minutter inde i ”Pechblende (Gedeih und Verderben)” – av, hvor er det godt!

Weltklasse!

Uranium er et virkeligt stærkt album. Efter de to forrige udgivelser havde jeg da bestemt regnet med, at det ville være godt, men at det ville være så godt, kommer ærlig talt bag på mig. Det her er simpelthen en fortrinlig udgivelse, og så er den ikke længere. Men når alt dette så er sagt, så kunne jeg godt tænke mig, at der enten lige var bare lidt mere schwung over enkelte numre, eller at de havde skruet endnu mere ned for atmo-blacken og op for pagan-blacken, da jeg tror, at dette kunne have givet albummet det sidste nyk opad. Men dette ændrer ikke på, at Uranium ulig det grundstof, som albummet er opkaldt efter, bør være en oplevelse, man skal udsætte sig selv for om og om igen!