Dem med Fenriz

Darkthrones A Blaze in the Northern Sky er et af de albums, der i høj grad var med til at sætte dagsordenen på den norske black metal scene. Senere hen, blev Fenriz alle metalleres hyggeonkel sammen med Abbath – dog med væsentlig mindre fis og ballade. På Old Star har Darkthrone set sig over skulderen, vel at mærke de skuldre de selv stod på i tidernes morgen, og har skrevet en kærlig hyldest til den første bølges rå og punkede lyd.

Gamle stjerner lyser klart

Lad os sige det med det samme:. Darkthrone har ikke hverken fine, proggede eller introverte fornemmelser. Der bliver spillet en rusten spade, så man bør overveje, om ikke det ikke er på tide med en stivkrampevaccination, bare for at være på den sikre side. Allerede på første nummer, ”I Muffle Your Inner Choir”, får vi tunge trommer, hidsig riffing og så en snerrende vokal, der fuldender en lyd, der lader mig forstå, at arven efter Lemmy bliver både løftet og æret. Omkring halvvejs lyder det pludselig bekendt, og efter at have stået på hovedet i de indre arkiver, kan jeg konstatere, at ”Necromantical Screams” af Celtic Frost har været et smut igennem for at drysse lidt ekstra ondskab udover nummeret.

Den rustne lyd og punkede black ligger ikke Darkthrone fjernt. Men på Old Star er black metallen trådt i baggrunden, og på ”Alpman” er der så meget uld på strengene, at det næsten går hen og bliver sludge. Den åbner i den kendte og elskede tritonus, og alle dem der ikke mener, at E er tungt nok, bør lytte til det her nummer og genoverveje deres liv. Til gengæld er titelnummeret ”Old Star” ret meget black, hvilket især gør sig gældende i den konstante riffing, der slås med trommerne om vores opmærksomhed. De lægger en god bund og er i al deres enkelthed prikken over i’et på et nummer, der uden tvivl har fået mig overbevist om, at man altså ikke behøver smadre af sted for at få sit budskab igennem, uanset hvor meget det ville have været passende i forhold til den øvrige stemning.

Den sorte trone

Det er ikke den dybe tallerken, de har opfundet her. Det er alt sammen hørt før, i større eller mindre grad af succes. Men eftersom det ikke er en overraskende udvikling i en retning, vi ikke havde forventet, er det tilfredsstillende at se, hvordan man bevarer sin unikke lyd og ikke forfalder til plagiat eller lette løsninger. Darkthrone lyder stadig som Darkthrone, bare som de ville have lydt, var hvis de var begyndt et årti senere og formår at bygge en gangbar bro mellem de genrer, der ligger i black metallens dna. Kan du lide dit black a la Motörhead og med en produktion, der fremhæver den skrabede lyd, så den ikke fremstår tarvelig, vil du synes om Old Star.