Dark Poison - Darkness Falls

Darkness Falls

Udkom

Type:EP
Genre:Heavy Metal
Antal numre:5

Officiel vurdering: 3/10

Brugervurdering: 4/10 baseret på 1 stemme.

Giv den lige 30 minutter mere i ovnen

Kender I det, når noget burde blive i øvelokalet? Sådan en sag er Dark Poisons debut-ep, Darkness Falls, desværre. For selvom der indimellem er minimale lyspunkter, er der lang vej op til et bare middel niveau – ja, ærlig talt er det direkte anstrengende at kæmpe sig igennem debutanternes bud på heavy metal, der på Darkness Falls strækker sig over lange 30 minutter. Beklager, men sådan er det altså!

Der skal arbejdes hårdere

Det er altid prisværdigt, når unge mennesker finder sammen om musikken og finder et fællesskab i at spille metal – det vil jeg på ingen måde tage fra nordjyske Dark Poison. Alligevel er vi nødt til at komme til sagen: Darkness Falls halter simpelthen efter på flere fronter. Sangskrivningen er ringe, sangstrukturen er stort set identisk på alle numre, og der mangler virkelig nogle hooks og noget finesse. Mest hæmmende er dog forsanger Mikkel Rokkjær, som i den grad mangler øvelse.

Tag bare åbningsnummeret ”Perdition”, som egentlig byder på nogenlunde solidt trommespil og i det hele taget en instrumentalside, som bestemt ikke er prangende, men som sagtens kan accepteres. Efter et minuts tid slutter vokalist Rokkjær sig til, og med det samme står det klart, at det her bliver en stram oplevelse. Ikke bare er vokalen præget af et voldsomt dansk accent; den er også helt uden dybde og fylde. Rokkjær og resten af bandet er nødt til at indse, at en metalvokal ikke bare handler om at gøre sin stemme så dyb og vred som muligt – nej, der ligger en masse teknik bag de vokaler, som for alvor fungerer. Det kommer ikke af sig selv; man er nødt til at øve sig.

Og sådan kunne kritikken af de fire resterende numre faktisk også lyde, for det er umanerlig svært at skelne imellem dem: Instrumentalsiden kan ofte gå an uden på nogen måde at imponere, og produktionen er også ok, men der er absolut intet interessant – om det så er et skævt riff eller en sjov basgang – at finde på denne ep. Det er sovs og kartofler, manglende kreativitet og en vokal, der er voldsomt skæmmende.

Hvad skal det blive til?

Der ligger med andre ord et stykke arbejde foran Dark Poison, hvis bandet skal blive det mindste interessant; der mangler træning, der mangler finesse, der mangler kreativitet – ja, måske mangler der i virkeligheden også ambitioner. Det er ikke til at vide. I hvert fald er Darkness Falls en tam affære.

Tracklist

  1. Perdition
  2. From the Depths
  3. Dictated by Hate
  4. Pawns of War
  5. King's Evil

Kommentarer (4)

Rasmus

Uenig med anmeldelse

Fuldstændig uenig med denne anmeldelse!

Der er både tunge og skæve riffs med, og fede groves. Omkvædene er iørefaldende og er til at synge med på. Vokalen kan godt gøres lidt skarpere, men den er slet ikke dårlig på nogen måde. Det er godt heavy metal for mine øre.

Det er sgu en ommer du.

Emilie Dybdal

Anmelder

Indlæg: 6

:-)

Hej Rasmus

Skønt, at du nyder pladen. 

Hilsen Emilie

Erika Fæl Åndhe

Poison, -running through my veins.

Starten er fed nok. Vokalen kan ændres. 5 kranier..

James Price

Cowbelll

Lige der i starten med "dang-dang", ville min fede broder Adam nok vælge Ko Klokken