Symfonisk power metal er både hørt bedre og værre end spanske Dark Moor, som her er ude med deres syvende album. Jeg synes dog bestemt at bandet hører til i den bedre ende, og faktisk byder på mange gode melodiske stykker, om end deres korarrangementer og keyboardflader til tider er lidt ensformige. Det problem er ofte før hørt indenfor netop denne genre, så måske det bare er mig der ikke er helt klog på stilen generelt. Men godt håndværk, det kan jeg ikke benægte at "Tarot" er. Et nummer som "Lovers" er fed sødsuppe som bare sætter sig i øresneglen efter første gennemlytning, men som også hurtigt taber interesse. Det har åbenbare ’hits’ det jo med at gøre, så lad dig ej slå ud allerede her. Derimod er den godt elleve minutter lange "The Moon" ganske spændene, og som tilmed fint opsummerer bandets kvaliteter, samt hang til at låne fra velkendte klassiske stykker. Til trods for at Alfred Romero er en rimelig middelmådig sanger, synes jeg dog han udfylder sin rolle ganske godt, og faktisk varierer sin stemme fint albummet igennem. Største force er dog Enrik Garcia’s fine fornemmelse for gode melodilinier/soli, selvom han nu heller ikke er en ekvilibristisk nytænker. Men som sagt, må jeg erkende at bandet gør en samlet set/hørt god indsats herpå, og jeg anbefaler da klart at give "Tarot" nogle lyt, hvis du kan lide deres andre udgivelser, eller bare symfonisk power metal i al almindelighed. Alt i alt er "Tarot" et tilforladeligt og sikkert fremført album, men næppe et der finder vej til min playlist over de ti mest interessante udspil for år 2007.