Jeg kendte ikke At Vance på forhånd, men kan forstå, at der er tale om et velrenommeret tysk band centreret om guitaristen Olaf Lenk. "VII" er – surprise, surprise – bandets syvende album, og musikken er en mellemting mellem melodisk powermetal og heavyrock (eller ’80er-hardrock, som den medfølgende information siger).

Musikken er fuldstændig lige ud af landevejen, poppet strukturerede sange, hvoraf nogle går i et karakteristisk hurtigt dugge-dagge-dugge-dagge-dugge-dagge-dugge-dagge-powertempo, f.eks. åbningsnummeret "Breaking the Night" og "Golden Leaves", og andre er mere "langsomme", rå og rockede i stilen, f.eks. den supercatchy "Cold as Ice" og "Friendly Fire". Mens de hårde numre er ganske medrivende, er balladerne mindre interessante. "Shiver" har ganske vist en lidt teatralsk stemning (à la Pain of Salvation), der er meget fed, men "Answer Me" og "Lost in Your Love" er kliché-prægede sødsuppenumre, der ville passe uproblematisk ind i sendefladen på en vilkårlig kommerciel radiostation.

Desværre har jeg fået en af de her møgirriterende promoer, hvor der er skåret 30-40 sekunder af hver enkelt nummer og tilføjet crossfades mellem sangene. Det gør det svært at give en helt retfærdig bedømmelse af, hvorvidt albummet nu også holder i sin helhed eller ej. Men med en ganske god sanger i front (Rick Altzi), dygtigt sammenspillede musikere og iørefaldende omkvæd, er At Vances syvende opus højst sandsynligt et album, der vil holde vand – i hvert fald for de lyttere, der finder ovennævnte beskrivelse interessant.

Jeg ville gerne have valgt en mindre oplagt karakter til "VII" end 7, men det er til gengæld nemt for læserne at huske...