Danko Jones - Electric Sounds

Electric Sounds

· Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Antal numre:11

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Der var engang et canadisk rockband, som havde kant

Det er nok de færreste unge i vores nuværende generation, som ville tage en tur i bowlinghallen for at ”lægge byen ned”. Det var dog kutyme i Danmark for ikke mere end et årti siden, og er det stadigvæk i store lande såsom USA og Tyskland. Canadiske Danko Jones har altid været klar på at give den gas og lægge op til fest, men på trods af dette havde man nok ikke regnet med, at de ville nå at udgive ti opfølgere på to årtier til deres debutalbum fra 2002 Born a Lion. Gruppen som består af Danko Jones (vokal/guitar), John Calabrese (bas) og Rich Knox (trommer) har leveret klassisk drengerøvsrock-n-roll siden dag et, og dette har ikke ændret sig på deres nye langspiller Electric Sounds, som fortsætter vanen tro.

Som at spille med børnebander i bowling

Lad os starte med de hårde ord først og blot erkende, at lyrikken på Electric Sounds er en falliterklæring a la de europæiske fodboldstjerners færden i Saudi Arabien. Der. Så er det sagt. Teksterne er så banale og intetsigende, og det har beklageligvis været mere reglen end undtagelsen igennem Danko Jones’ karriere. Albummet skal ses som en hyldest til livet, samt at man skal huske at nyde hver dag, som kunne det være den sidste. Men jeg kan love dig for, at mine læber ikke kommer til at udøve mime-gymnastik til lyrik såsom; Guess who’s back? Me, Motherfucker. Take your best shot, cause I don’t give a damn. Tekstuniverset fremviser den mest simple form for rock-n-roll, og man skal da slet ikke begynde at sammenligne med andre bands, for så fremgår Danko Jones som tre ahornsirupsdrikkende amatører, der stadig spiller med børnebander, når de besøger den lokale bowlinghal.

Hvis man for en kort stund kan abstrahere fra mandehørmen og testosteronniveauet, er der faktisk et par gode højdepunkter at finde. Pladens anden skæring ”Good Time” eksekverer mindeværdigt både at indeholde et fængende omkvæd og riff, som man ikke går galt i byen af. Titelnummeret ”Electric Sounds” udviser også fine takter og afslutter sågar med en lækker guitarsolo, som man ikke havde set komme. Pladens afsluttende nummer ”Shake Your City” er nok det bedste, som Danko Jones har lavet i flere år. Det er en ode til slut-70er-rebellerne Kiss, og selvom vi er mere end 100 år fra forbudstiden i USA, hvor der blev smuglet spiritus ind via bowlingkugler, giver den stadig vibes til fordums tid og skikke, hvor intet kunne holde folk tilbage.

Hvis man kun havde ”En dag tilbage”, som Nik & Jay kyndigt mindede os om tilbage i 2004, ville der dog nok ikke gå lang tid, før man skiftede plade, da det resterende materiale desværre er for repetitivt, kedeligt og uden kant. Det er uhyre synd, for det lyder faktisk til, at Danko Jones stadigvæk har en del spilleglæde i sig. Numre som ”Stiff Competition” og ”Let’s Make Out” er decideret tåkrummende ringe og giver en idé om, at bandet muligvis er gået i kreativ dvale. Danko Jones har skiftet udgiver en del gange, så det er nok ikke helt tosset at forestille sig, at de er meget godt tilfredse med deres nuværende lyd, hvad end folk ønsker af dem. Det er dog svært at lave strike i bowling, når keglerne på forhånd er limet fast af hal-ejeren, og det er også lidt oplevelsen, som man sidder tilbage med.

Musik til fritter og lunken fadøl

Eletric Sounds er ikke Danko Jones ringeste album til dato, men det er dog det mest ideløse. Der er passion, testosteron og vildskab nok til et helt årti, men desværre mangler der noget modenhed, finesse og kreativitet. Det er baggrundsmusik, du vil kunne høre på den lokale pub, mens du spiser dine kolde fritter og drikker din lunkne fadøl, men mere bliver det desværre aldrig til. Albummet er en ligetil omgang rock, men mangler kanten som f.eks. Below the Belt havde. Er du i forvejen fan af Danko Jones, er der mere fra samme skuffe – hvis ikke, så intet nyt her. 

Tracklist

  1. Guess Who’s Back
  2. Good Time
  3. Electric Sounds
  4. Get High?
  5. Stiff Competition
  6. She’s My Baby
  7. Eye for an Eye
  8. I Like It
  9. Let’s Make Out
  10. What Goes Around
  11. Shake Your City