Danger Zone - Closer To Heaven

Closer To Heaven

· Udkom

Type:Album
Genrer:Hard rock, Heavy Metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Den eneste fare her er en sukkersød humørbombe

Klichéerne er på plads

Ok, jeg skal gerne indrømme det: Her er et band, jeg aldrig har hørt om, og bare navnet får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig – både fordi det emmer af uoriginalitet og kliché, men også fordi, jeg ikke kan være den eneste, der ser Tom Cruise i hæsblæsende jetjæger-take off for mit indre øje, hmm... Det siges jo, at man ikke skal skue hunden på hårene, så jeg må hellere pakke mine skeptiske fordomme væk og give de farlige fætre fra Italien en reel chance. De fire gutter, der tilsammen udgør Danger Zone, har været i musikbranchen i længere tid, end jeg har været på jorden, så noget må de da kunne!

Himlen er et ambitiøst mål

Efter at have givet Closer to Heaven-skiven et par spins i pladespilleren, står det klart, at de iltre italienere har kogt en hæderlig hård rock-ret let krydret med klassisk heavy metal i sand 80’erstil! Albummet byder både på ørehængende melodier, old school keyboardpassager og en fantastisk feel good vibe, som jeg uden at blinke må sige, er pladens største force. Lige fra første sekund fornemmer man, at al melankoli og hysteri er bandlyst og erstattet med store, livsglade smil, der utvivlsomt smitter af på lytteren – og det er vel en kvalitet i sig selv.

Et af de stærkeste numre på skiven, Turn It Up, afspejler netop alle disse kvaliteter, da den på bedste vis skyder pladen i gang med muntert og melodiøst guitarspil mikset med underliggende – men ikke underdanige – keyboardtoner og et stærkt vokalspor. Samme stil lægges for dagen på I’m All In, der er super catchy.

Endnu et stærkt track er Go! (Closer to Heaven), der med sin fede og lettilgængelige melodi er perfekt egnet som pladens første singleudspil. På numrene I Love Crazy og Human Contact viser Danger Zone-drengene lidt mere tænder, men det bliver dog aldrig rigtig farligt.

Der er ingen tvivl om, at det er en håndfuld dygtige musikere, der kan sit kram, og at de har kreeret et par ganske gode numre, men her stopper festen altså også. Allerede efter få numre begynder der at tegne sig et trist mønster: Det bliver mildest talt en kende kedeligt, og jeg savner i dén grad innovation. Få numre skiller sig ud, men ellers er pladen plaget af en slat ligegyldige fyldnumre, hvor gutterne mest af alt bare gentager sig selv eller deres idoler. Det mest innovative, Danger Zone byder på, er numret All For You, der dog på ingen måde er banebrydende.

Den værste fare er drevet over

Vil du med en tur tilbage i tiden med højt humør, tasty guitarsoloer og en vokal, der snildt kunne have kørt på din pladespiller anno 1985, så skal du helt klart hoppe med på vognen og give Danger Zone en lytter. Du skal bare være forberedt på, at der ikke er meget danger over pladen – det er snarere en gang ufarlig puttenutte-hard rock sprinklet med klassisk heavy metal-drys her og der. Skiven har sin højde- og lavpunkter jf. overstående, og vi ender på 6 sukkersøde kranier herfra.

Tracklist

  1. Turn It Up
  2. Go! (Closer To Heaven)
  3. Higher Than High
  4. I'm All In
  5. Here Where I Belong
  6. I Love Crazy
  7. All For You
  8. T'night
  9. Human Contact
  10. Not That Lonely
  11. Hard Rock Paradise