Fire ukendte faktorer samles

Egentlig var det to soloprojekter mellem tidligere In Flames-guitarist Jesper Strömblad og Amaranthe-sanger Jake E, der førte til et helt nyt band. De to venner gennem mange år havde, over en kop kaffe, begge tænkt sig at bede den anden henholdsvis spille og synge på deres eget soloprojekt, indtil de finder ud af, de ville lave den samme slags musik. Bang! Et band opstod med tidligere In Flames-bassist Peter Iwers og trommeslageren fra Luca Turillis oprindelige Rhapsody of Fire, Alex Landenburg, og tiden var nu inde til at komme ud i verden.

Hvad er det så, de spiller?

Som Jake E ville kategorisere det: ”When it comes to style, I'd just say that this is really catchy metal. I don't put labels on music. For me it's either good music or bad music – they're the only categories I have”, og det kan man sagtens sige, der er tale om på Letters to Myself. En skive, der med melodisk metal fortæller om dagligdagens strabadser, fra knust kærlighed til afhængighed af både den ene og den anden dårligdom.

Teksterne er skrevet ud fra Jake og Jespers fælles liv og deres samtaler gennem årene, om hvordan deres liv hver især er gået. Jesper har aldrig lagt skjul på sin afhængighed, så at få muligheden for at lave musik omkring et så følsomt emne, er vel det ypperligste inden for måder at udtrykke sig på. Når man hører albummet igennem et par gange, er det en fornøjelse at følge de fire elementer af musik og sang, der udgør Cyhra.

Med netop Cyhra som det projekt, der førte Jesper tilbage i musikkens verden, kan vi også mærke en langt mere følsom Jake E, end vi så i Amaranthe, hvor musikken var lidt skarpere skåret. Her oplever vi en blødere og til tider elektronisk lyd, hvor trommerne ofte er meget dominerende sammen med guitarriffene. Jakes stemme passer eminent til musikken, og med overgangene lige i skabet kan man mærke, at produktionen er sat lige, hvor den skal. Ej heller er der den, nogle gange, typiske, skæve forvridning i produktionen, der ofte ser en dårlig musikalsk fremtoning, heller ikke til stede.

Debutalbum kan man vel næppe kalde det

Når man ser på den opstilling, der er til rådighed for Cyhra, kan man næppe kalde Letters to Myself for et debutalbum. Med en trommeslager, der har 20 års erfaring i et af verdens største symfoniske powermetal bands, bassisten med 20 års erfaring i et af verdens største melodiske dødsmetal bands og en guitarist med 15 års erfaring i selvsamme band er der tale om en konstellation, der bugner af erfaring og visdom.

Selvom Jake E er omdrejningspunktet og har fingrene med i næsten alt fra sangskrivning til produktion, ville projektet næppe have været det samme, hvis der havde været brugt musikere uden den samme erfaring. Det er klart, at med Jesper, Peter og Alex som støtte, viser Jake E også nye sider af sig selv og præsterer på et andet og højere niveau.

For at konkludere på Lettes to Myself har jeg været imponeret over den melodiske tilgang, der er valgt, når man tænker på, musikken kommer fra helt andre genrer. Jakes stemme fungerer rigtigt godt i det projekt, han leger med nu, og jeg kan se, Cyhra få en god fremtid. Jeg ender oppe på otte kranier. Det er en rigtig god skive, og musikken er fængende, men der mangler lidt fart, gennemgående, i stedet for de lidt for mange balladelignede sange, der opstår her og der. Jeg ser frem til mere med Cyhra.