Et frisk skud fra gejseren

Cult of Lilith startede tilbage i 2015, og året efter udgav de deres første EP, Arkanum, og nu er de så klar med deres, reelle debut Mara. Bandet beskriver selv sin stil som ”Necromechanical Baroque”, en manisk kombination af prog, dødsmetal og klassisk. Med andre ord, forestil dig, at ”Fleshgod Apocalypse møder Obscura”, og så er du relativt tæt på at have en forståelse, af hvad ” Necromechanical Baroque” skal betyde. Når man tænker på, hvad den Islandske metalscene normalt byder på, så er Cult of Lilith noget af et frisk pust, og hvis ikke jeg havde slået det op, ville jeg aldrig have regnet ud, af de var fra den lille, kolde gejser-ø mod nord.

Noget fra alle hylder

Det er vigtigt at gøre et godt førstehåndsindtryk, hvis man vil frem her i verden. Der er bestemt ikke en mangel på metalbands, faktisk virker scenen til at være mere levende end nogensinde før – hvilket er fantastisk set fra lytteren og forbrugerens perspektiv. Men fra artistens perspektiv har konkurrencen aldrig været så hård som nu. Så hvis man ønsker at skille sig ud og blive husket, kan man se sig nødsaget til at spille på alle tangenter – og det gør Cult of Lilith! Mara er et sandt overflødighedshorn af lyde og indtryk. Udover det, man kan forvente af et band, der bevæger sig mellem symfonisk dødsmetal og teknisk dødsmetal, får du både skønsang, Hammondorgel, bree-vokal i bedste Travis Ryan-stil, spansk guitar og jazz-whiskers. Det lyder måske på papiret som en seriøst rodet omgang, og lidt som den pose blandede bolsjer et barn i en slikbutik ville komme ud med, hvis man ikke hjalp knøsen lidt på vej og sørgede for at få forklaret ham, at nej, han kan ikke lide Werthers Original eller Bilar. Men trods dette, så får Cult of Lilith det til at spille – tø-hø. Kun få gange får det galt, som for eksempel halvvejs igennem nummeret ”Comatose”, hvor vokalen skifter til noget der, strengt taget, lyder som en, der prøver at ska-rappe, mens han laver en, dårlig, jamaicansk accent af den slags, som ville få Henrik Marstal til at blive andenhåndskrænket.

Omvendt så fungerer det fremragende, da nummeret ”Profeta Paloma” pludselig forvandler sig til en spansk folkesang, komplet med spansk vokal og kastagnetter. Så overbevisende, at man har dem mistænkt for at have hørt lidt for meget Enrique Iglesias i pauserne mellem indspilningerne.

Albummets titel er i øvrigt en reference til den lettiske gudinde Mara, som måske, måske ikke, er resultatet af en blanding af lettisk folketro og kristendommen. Ja ja, lidt pseudointellektuel skal man huske at være, når man vil lege med barok og symfonier!

Ambition, ambition, ambition

Mara er et uhyre ambitiøst og kreativt værk, og det er tydeligt, at bandet virkelig har tænkt store tanker, om hvordan de ønsker at lyde som band. Og hvis man så også tænker på, at det er deres debutalbum, så slipper de utroligt helskindet og flot afsted med det. De undgår de værste floskler og klichéer og formår at blande en række meget forskellige elementer sammen til et vellykket resultat. Ikke som når børn i billedkunst blander alle farver og ender med et resultat mellem ”mosevand” og ”festivalopkast”. Man kan diskutere, hvor meget barok der nu egentligt er over Mara, men måske bandet mente, at ”necromechanical Spanish guitarjam” ikke helt havde samme pondus. Hvorom alting er, så er Mara en fremragende debut, og det bliver meget interessant at se, hvad Cult of Lilith finder på næste gang.