Veletablerede mørkemænd

Crocell placerer sig solidt i den nye bølge af dansk black metal. Det efterhånden veletablerede band har de seneste 10 år været en del af dansk sortmetals kerne. Musikken er meget konventionel for genren, og deres fire hidtil udgivne albums har alle været stilsikre med både skrig, growls, kaotiske rytmer og mørke riffs. Krydret med en lyrik, der bevæger sig fra mytologiske middelaldermassakrer til mørke, psykologiske ondskabstrip, har dette været en formular, der har virket ganske godt for det Aarhusianske band. Nu kommer femte album i rækken, Relics.

Orden i kaos

Sangtitlerne på Relics varsler, hvad lytteren har i vente. Fortidens rædsler og hvad dertil hører af mystik og ondskab er endnu engang temaet for Crocells knogleknusende musik. Vi springer direkte ind i et af genrens yndlingseksempler på ”Black Death Redemption”. Som navnet afslører, er der tale om den altødelæggende pestkatastrofe, der i middelalderen fik en ellers dybt religiøs menneskehed til at betvivle guds eksistens. Sangen tager fra på Crocell-manér med tremolomelodier og et klaprende blastbeat, der efterlader et kaotisk stemningsindtryk. Herefter bliver kosmos genoprettet med en stærk udtrykt vokal fra Asbjørn Steffensen og nogle mere håndfaste grooves.

Denne balancegang fortsætter henover albummet i forskellige tempi, og man kommer gennem flere af fortidens forskrækkelser. Crocell har fundet en formular, der virker ganske godt, men også bliver lidt for dominerende. De kranierystende blastbeats virker fint som kontrast til bandets velproducerede grooves, men truer også med at hamre sangene fra hinanden. Som en løbsk pladevibrator, der laver ujævnheder i fundamentet. Trommernes asynkrone hamren er fedt i små bidder, men på Relics bliver det en bærende faktor, der hverken chokerer eller beundrer længere efter de første tre numres intensive brug. Der er flere elementer, der på samme måde fungerer godt, men som ved gentagelser mister charmen. Nogle sange bryder stilen en smule, især de langsommere ”Last Dawn Duet” og ”World At Its End”, der er nogle fede pusterum fra den insisterende lilletromme.

Når der bliver kommenteret så meget på sangskrivning, er det, fordi det er svært at sætte en finger på resten af albummet. Som et pestbefængt monster tromles der med tung produktion gennem fortidens mørke, der prædikes af et ondskabsfuldt bæst af en sangstemme. Og er alle skruer ikke rystet løs endnu, banker nogle nådesløse dræberriffs korpusset på plads igen. ”Conqueror’s Tyranny”, ”Plague Altar” og ”Mammon Rise” kan alle nævnes som eksempler på gode, stemningsfulde numre.

Åbent kraniebrud

Relics har udviklet lidt på bandets stil, og har en mere fyldig lyd end forrige albums. Pladen opnår ikke topkarakter, men giver en solid portion blackened death metal, der bestemt kan måle sig med andre bands på den danske scene. Der er rigtig mange fede passager, der i sig selv grænser til perfekt målrettede metalangreb, og Relics vil helt sikkert falde i god jord hos bandets fans. Der mangler dog lidt bredde og ekstra krydderi til at komplementere de brutale, men repetitive dødspassager.