De moderne 70’er-hippier spiller op til dans med længe ventet, legende toer
Fear And Loathing In... Fat City
Vejen til succes er lang og snoet, siger nogen. Andre – heriblandt amerikanske Crobot – siger skidt med det hele og tager den direkte vej mod toppen! Med bare fem band-år på bagen brager de af sted med deres beskidte spilopmager-rock, og for to år siden smed de deres debutfuldlængde, Something Supernatural, i hænderne på særdeles glade anmeldere og fans. Med denne lille genistreg i bagagen er forventningerne til den svære toer tårnhøje, men dette har heldigvis ikke slået vennerne ud – tværtimod! Det nye album, med den Hunter S. Thompson-inspirerede titel, Welcome To Fat City, lander snart på butikshylderne, så spænd hjelmen, for det varsler altså om noget af en omgang!
Selvsikker og sleazy
Vi bydes velkommen til den fede by med titeltracket ”Welcome To Fat City”, og allerede her står det klart, hvad lytteren kan forvente sig af de næste godt og vel 40 minutter. Der serveres en heftig gang beskidt og bluesy hard rock med klare undertoner af groovy funk, godt med 70’er-guitar, koklokke og mundharmonika samt en sleazy, nærmest psykedelisk stemning. Det er en ret sammensat stil, Crobot-drengene praktiserer, men forestil dig, at Black Sabbath møder Led Zeppelin i et moderne lydmiks, tilsat små hints fra Wolfmother, Queens of the Stone Age og Aerosmith hist og her. Hvis det ikke lyder lovende, så ved jeg ikke, hvad gør!
Det første, man lægger mærke til ved denne skive, udover dens høje energiniveau, er forsanger Brandon Yeagleys vokal, som jeg tror vil dele vandene. Den er simpelthen så karakteristisk, at man enten vil forelske sig i den eller få nervøse trækninger. Der synges på bedste rock ’n’ roll-vis, og på langt de fleste numre er stilen vild og high-pitched – hør bare ”Plague Of The Mammoth”. Få steder skrues der dog ned for narrestregerne, og på skæringer som ”Hold On For Dear Life” præsenteres vi for en mere klassisk rock-vokal.
Vildskaben fortsætter på den instrumentale side, hvor guitarist Chris Bishops sprælske spil giver lytteren sved på panden. Hold op, hvor er det forfriskende endelig at høre en guitarist, der tør gå all in og lege med sit instrument – og endda med så stor overbevisning og originalitet! Numrene ”Welcome To Fat City” og ”Play It Cool” sætter rammerne om nogle gevaldige guitarkrumspring, der leder tankerne hen på en 70’er-version af Tom Morello (Rage Against The Machine); der er ingen tvivl om, at Bishop har et pedalboard, der er større end de flestes.
Som solidt fundament for hele herligheden har vi rytmesektionen – bas og trommer – der leveres af brødrene Paul og Jake Figueroa. Hvor førstnævnte søger for, at lytteren slet ikke kan holde kroppen i ro, skal sidstnævnte have stor ros for de lækre basgange, der for en gangs skyld ikke bare følger rytmeguitaren. Hør fx ”Not For Sale” eller ”Steal The Show” – det er altså godt gået!
Farvel til den fede by
Med Welcome To Fat City fortsætter Crobot den spraglede stil, de lagde for dagen på deres debutskive, og man kan sagtens høre, at disse drenge elsker at spille musik og at eksperimentere med nye idéer. Energi-parameteren er skruet i vejret fra første sekund, og det er ren og skær glæde, der vælter ud af højtalerne. Alligevel må jeg sige, at jeg efter en håndfuld afspilninger er mættet, og derfor ender vi på 8 svulstige kranier.
