Den svære to’er
Da Claudio Florio (trommer) og Niki Zummo (bas) i december 2008 dannede Crimson Wind, var det med power metallen for øje. Indenfor et år gik de Palermo-baserede italienere i studiet og lavede demoen, Abyss Of Fire, og i 2011 udgav de debut-LP’en, Wings Of Salvation på Ice Warrior Records. Wings Of Salvation gjorde måske ikke Crimson Wind verdenskendte som sådan, men de høstede dog ganske god kritik fra flere anmeldere og metalfans verden over, og her fire år senere, samt et par line up-udskiftninger senere, er de klar med, hvad man muligvis med rette kan kalde den svære to’er.
Passager med både punch og slagkraft
Power metal har i bund og grund aldrig været min stærkeste side, men med en karismatisk sanger og velakkompagnerede sange indpakket i en god, solid produktion kan det sagtens være både underholdende og lyttevenligt.
Både sangene og produktionen fungerer faktisk upåklageligt på Last Poetry Line, som denne gang er udgivet på Pitch Black Records. Førnævnte Niki Zummo og Claudio Florio samt Giuseppe Taormina (guitar) og Diego Galati (keyboard) virker alle erfarne i forhold til både genren og deres respektive instrumenter, og selv om sangskrivningen sjældent formår at sende undertegnede til tælling, er der masser af passager med både punch og slagkraft på flere af albummets i alt ti sange.
Manic Street Preacher i metaludgave
Desværre er det i mine ører ikke rigtigt tilfældet med Crimson Winds nye forsanger, Guido Macaione. Mens musikken spiller derudaf med storladent trommespil, harmoniserede guitarer, pumpebas og alt, hvad der ellers hører sig til denne genre, er Macaiones tekniske tilgang langt mere afdæmpet. Han synger for så vidt okay og i andre, mindre metalliske, henseender kunne vokalen sikkert fungere, men det samler ingenlunde musikken, når han, med hvad jeg bedst kan beskrive som teatralsk rollespils-skønsang, forsøger at berige sangene med intelligens og pseudomystik som var det Manic Street Preacher i metaludgave. Her vil jeg til hver en tid foretrække bandets tidligere forsanger, Alessio Taormina (nu i Thy Majestie), hvis toneregister synes langt større end Macaiones, samtidig med, at han formår at bringe en hel del mere kant og metalrock ind i musikken.
Et middelmådigt album med gode intentioner
En anmeldelse er som bekendt af subjektiv størrelse og som sådan aldrig hverken bedre eller værre end den samlede vurdering af den enkelte anmelder. Crimson Wind har med Last Poetry Line lavet et i bund og grund ganske udmærket album, der langt hen ad vejen fungerer præcist efter hensigten. Der er vellyd, godt sammenspil og mange flotte passager at finde på dette album, men på trods af de gode intentioner og en samlet fin præstation, får albummet aldrig denne anmelder op at ringe hverken musisk eller vokalmæssigt, og den samlede karakter ender derfor ikke højere end midten af skalaen.
