Absolut topform
Canadiske Comeback Kid er et af de bands, der bare bliver bedre og bedre for hvert album, de spytter ud. Nu er de nået til nummer seks i rækken, og det store spørgsmål er selvfølgelig, om de kan fortsætte den gode stime. Lad os tage et kig på Outsider.
Mod strømmen
De fem knægte i Comeback Kid har aldrig været bange for at give de rigide genrekonventioner fingeren og gøre lige præcis, hvad der passer dem. Dette er også tilfældet på Outsider, hvor der er skruet godt op for de melodiske elementer. Bandet formår således at styre udenom den gængse – og til tider ret ensporede – hardcore, hvor det bare skal være hurtigt og vredt. Point for det! Allerede på anden skæring, ”Surrender Control”, beviser drengene, at de tør skrue en anelse ned for tempoet i omkvædet, hvorved vokalen kommer til sin ret; der er sing-along-faktor for alle pengene. I ”Hell of a Scene” går der næsten Blink 182 i den, og i det topfede track ”Somewhere, Somehow” leverer bandet et storslået omkvæd, der virkelig hænger ved.
Skæringer som disse er med til at gøre pladen meget lyttervenlig – også for folk, der normalt ikke er til hardcore. Men frygt ej, hardcore-fan, Outsider byder også på rigelige mængder tempo, in-your-face-vokal og fræsende guitar. Albumåbneren ”Outsider” er et perfekt eksempel på moderne hardcore; trommerne er langt fremme i lydbilledet, produktionen er sprød, og omkvædet bæres af fællesråb og et aggressivt guitarriff. Ligeledes får vi med den slagkraftige ”I’ll Be That” masser af råb og tempo.
Endnu en styrke ved denne plade er frontmand Andrew Neufeld; hans vokal har aldrig været stærkere. På Outsider blander han på perfekt vis de aggressive og punkede toner med de beherskede og melodiske. Desuden har hans stemme både kant og dybde. De resterende bandmedlemmer leverer også et solidt stykke arbejde. Hør bare det fantastiske riff i ”Absolute” – et track, hvor ingen ringere end Devin Townsend i øvrigt synger med.
Som prikken over i’et er produktionen – som antydet – aldeles godkendt. Lyden er markant mere raffineret end de typiske hardcore-plader, men intensiteten og nerven er der stadig. En produktion som denne klæder virkelig kvintetten, og de melodiske indslag får lov at fylde, som de skal.
Noget for alle
De canadiske outsidere i Comeback Kid har begået et album, der helt sikkert vil tiltrække nye fans og glæde de gamle. Det hårde mikses med det bløde, og resultatet er ganske imponerende. Min eneste anke er, at skiven er en anelse front loaded – men det er i bagatelafdelingen! Comeback Kid fortsætter den fede udvikling.