Jeg var godt underholdt af Coldworkers forrige album, “Rotting Paradise", og så derfor også frem til at høre hvad svenskerne kunne finde på, på deres tredje album, “The Doomsayer’s Call". I forhold til forgængeren er "The Doomsayer’s Call" en tand mindre klinisk og mere beskidt i lyden. men ellers bydes der på uforfalsket oldschool grind-/dødsmetal fra svensken. Overordnet fanger “The Doomsayer’s Call" fanger i mindre grad end forgængeren, men derfor er der stadig noget at komme efter på albummet. Bedste eksempler er "The Glass Envelope" som besidder kvalitetsriffs og den rette variation, den riffstærke "Vacuum Fields" samt "The Walls Of Eryx" med sine lidt mere kryptiske riffs. Men der er generelt for få sange der udmærker sig på trods af de tekniske finesser, der diskes op med på albummet, og vokalen er til tider en hæmsko for alsidigheden i musikken – det er overordnet mest de sikre og forventelige kort der spilles med, når det handler om det vokalmæssige på "The Doomsayer’s Call".

Albummet er dog stadig solidt uden at være prangende og anbefalelsesværdigt til fans af den mere traditionelle grind-/dødsmetal.