Georgia on my mind
Det er efterhånden små seks år siden, mine og Cloaks veje sidst krydsedes. For selvom jeg egentlig var ret begejstret for deres debut fra 2017, så fik jeg aldrig hørt den efterfølgende udgivelse, The Burning Dawn, fra 2019, og jeg skal da indrømme, at indtil førstesinglen fra Black Flame Eternal dukkede op, havde jeg totalt glemt alt om black’n’roll-kvartetten fra Georgia. Men nu er de herrer simpelthen ude med deres tredje album, et album, som andre medier har refereret til som Cloaks Master of Puppets, hvilket må siges at være en abnormt stor ros. Så lad os da sadle op og ride mod Georgia!
Riffet er Gud
Der er ingen tvivl om, at drengene fra Atlanta har oppet sig gevaldigt og fundet et mere solidt ståsted. Tilbage på debuten var det tydeligt, at de ikke helt vidste, hvilket ben de skulle stå på, og hvilken genre de egentlig spillede – ergo var det endelige resultat lettere rodet. Men nu er det ganske tydeligt, at de er nået til enighed, og derved er stilen lagt. Black Flame Eternal er rundt regnet 50 minutters vaskeægte black-thrash med masser af tempo, melodi og attitude. Der er tydelige elementer af bands som Satyricon, Watain, Dissection, Celtic Frost, Tribulation og præ-viking Bathory, men samtidig vil man også – hvis man lytter godt efter – høre fragmenter af Slayer, Metallica, Venom og Motörhead. Med andre ord er det guitarriffet, der er Gud, hvilket nu engang er ret så heldigt, når Cloak virkelig formår at skrive fremragende riffs gennem hele albummet.
Generelt er der masser af fart og tempo på albummet hvis man da ser bort fra den ærligt talt kiksede gotiske sjæler ”Heavenless”, hvis eksistensgrundlag forbliver et mysterium. Ligeså kunne man godt ønske, at albummets åbner, ”Ethereal Flame”, havde lidt mere kapow over sig. Et album skal helst starte med et brag, hvis lytteren skal fanges. Heldigvis bliver man nu hurtigt fanget ind af et nummer som ”With Fury and Allegiance”, hvor bandet virkelig kanaliserer en seriøs omgang Satyricon – ligeså er det umuligt ikke at kaste horn, når den Thin Lizzy-influerede guitarsolo i ”Seven Thunders” bliver fyret af.
Smil lidt mere, det smitter
Hvorvidt Black Flame Eternal er Cloaks Master of Puppets eller ej, er svært at sige, i og med at de herrer kun netop har udgivet tre album. Ergo kan vi ikke vide, om det var her, at de toppede. Personligt håber jeg det ikke, for selvom det nu engang er deres bedste udgivelse til dato, så er der stadig plads til forbedring og finpudsning her og der. Ligeså savner jeg et glimt i øjet. Cloak lader til at tage sig selv lidt for seriøst, hvilket kolliderer med musikken, som har nogle bøllede tendenser og derfor trænger til et smil på læben – bare et lille et.
