Teatralsk levering fra Italien

Chronos Zero fra Italien er ude med deres 2. album Hollowlands. Den fulde titel er "Hollowlands - The Tears Path: Chapter One".

Genren er progressiv power metal, og inspirationerne fra bl.a. Kamelot og Dream Theater er da også til at finde. Ingen tvivl om, at de musikalsk er nogle talentfulde musikere.

Det første, du præsenteres for, er coveret til albummet. Det er et spændende cover, hvor der sker en masse, og visuelt har de også lavet en flot video, som du kan tjekke ud nedenfor. Jeg tager hatten af for bands, der også gør en ekstra indsats for, at coveret ser godt ud og (måske) ligefrem fortæller første del af historien.

Gnisten er der, men det slår ikke gnister

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er nogle super talentfulde musikere, der kæler for detaljerne. Stilmæssigt er vi helt klart i den progressive ende af metallens univers.

Der er fede momenter og fede riffs, men de stærke og genkendelige træffere mangler og vil hurtigt ende i glemmebogen eller på en støvet hylde blandt andre albums.

Stemningen er ikke løssluppen, så ingen ride ranke her. Tværtimod indbyder albummet til fordybelse og tryllebindende drømme, som også kan være helt fantastisk, hvis du vel at mærke er til den slags musik.

Sangerne, som der er et par stykker af, har udfordret mine ører for hårdt. Både mande og kvindelige vokalpræstationer er fyldt med passion og måske også en kende for meget. Produktionen måtte gerne have levnet lidt mere luft og ikke været så kompakt. De mange detaljer får ikke det rum, de fortjener, og det er en skam. En anden ting, der er værd at nævne, er den engelske udtale. Her er det igen både mandlige og kvindelige vokaler, der trænger til en kærlig hånd i arbejdet med det engelske sprog.

Spaghettien har kogt for længe

Når man nu som Chronos Zero vælger at levere varen på engelsk, skal udtalen også være i top, for at det ikke går hen og bliver et uundgåeligt irritationsmoment, der ikke lige er til at komme af med. Det sker bare ikke, for ja, det bliver et uundgåeligt irritationsmoment. Endvidere er der lidt for meget drama over hele sangarrangementet, og det går hurtigt hen og bliver trættende. I hvert

fald for mig, men hvis du finder tid til fordybelse, overskud, ikke mindst til at hagle igennem denne byge af irritationsmomenter, så go for it. Men her fra min anmelderstol holder det bestemt ikke.