Danske debutanter skaber et nyt og spændende musikalsk krydsfelt

Et band, der står klar på springbrættet til noget stort

Celestial Son, der tidligere hed Drone, blev dannet i Silkeborg i 2003. Nu har de base i København og er aktuelle med deres anden full-length, Saturn's Return.

Bandet har tidligere optrådt på den danske SPOT-festival samt været med i slutspurten i P3-programmet Karrierekanonen - og man forstår godt hvorfor!

Et spændende mix med formidabel lyd

Nogle ting er sværere at forestille sig end andre. Men prøv alligevel, kære læser, at forestille dig, at Tool blev bedt om at spille som Nirvana og endda med en masse elektroniske elementer. Umiddelbart lidt sært, ikke? Men slå koldt vand i blodet og slå tvivlen ned med det same, for Celestial Son er nemlig slet ikke så mærkeligt, som det måske lyder.

Progressiv grunge er, hvad Celestial Son selv kalder deres musik, og det dækker ganske glimrende. Inspireret af Tool og Nirvana samt Nine Inch Nails, Alice In Chains og Porcupine Tree finder bandet et yderst interessant krydsfelt mellem de nævnte bands og deres respektive genrer. Hovedsageligt er her tale om rigtig meget af den klassiske Seattle-grunge med masser af Tool-inspirerede guitar-passager, dyster Trent Reznor-industrial og vocal, der er så sløv og stenet, at man mindes afdøde Layne Staley. Det er et spændende mix, som yours truly aldrig før har hørt, men jeg må indrømme, at det virker.

Sidst, men ikke mindst: Musik af denne type - spækket med detaljer, hvor det elektroniske møder grungen - skal selvfølgelig sidde lige i skabet, før lytteren køber præmissen. Og det gør det også. Det lykkes til UG med kryds og slange. Skiven lyder intet mindre end fantastisk!

En lovende start, der kan ende i ren magi

På en sært dragende måde har Celestial Son fat i noget rigtig interessant. Umiddelbart indeholder albummet ikke nogle numre, der for alvor sætter sig fast (selvom de første to skæringer kommer tæt på) eller hooks, der er umulige at ryste af sig, men det lydunivers, bandet formår at opbygge undervejs, er ofte dragende og direkte magisk. Selvom den elektroficerede trommelyd, der foretrækkes hist og her, irriterer mig, og får mig til at savne en almindelig dødelig rock-trommeslager, så er jeg fuld af forhåbning for Celestial Son. Men de må stadig anses som et band i version 2.0, der har brug for flere albums og flere opdateringer i selvstændighedssystemet, før de i et mere modent og erfarent format har alle detaljer på plads. Men så kan det til gengæld heller ikke blive andet end formidabel musik fra øverste hylde!