Carnifex slår et vigtigt slag for deathcore
Number of the beast
Californiske Carnifex har i mange år været et af de mest respekterede og veletablerede deathcore bands på kloden, og de er for alvor ved at sætte dødsstødet ind overfor de andre bands, med deres sjette monster album. De kan, om nogen, anses for en af pionererne inden for genren, sammen med bands som f. eks. Suicide Silence, Whitechapel og Despised Icon. Alle disse bands, på nær Suicide Silence, har udgivet nye albums i år, men de kan godt bøje sig i støvet over for Slow Death.
Carnifex har på deres nye album udvidet deres lyd, og givet det et skud black metal, som potentielt vil kunne konvertere folk til deathcore genren. Det er et nådesløst ondt og dystert album, hvor Satan selv er med som gæstevokal… Nej, men han havde nok takket ja, hvis man kunne have formidlet tilbuddet til ham.
De tager dig tættere på helvede
Herlighederne starter på kanten til helvede med ”Dark Heart Ceremony”, som åbner med en dyster og harmonisk klaverintro, og man fornemmer røgen stige fra helvedes afgrund. Man kan lugte svovlen og fornemme kaosset ulme, hvorefter frontmand Scott Lewis sparker en durk i afgrunden med sine onde brøl og skrig. Og man kommer ikke op fra helvede igen. Man bliver bare trukket igennem mere mørke og ondskab, på albummets ti numre. Titelnummeret ”Slow Death” får fyret op i flammerne, med en utrolig groovy og ondskabsfuld omgang deathcore. Det starter ud med Carnifexs, efterhånden karismatiske tromme indgang, hvorefter der så er rig mulighed for at bevæge nakkemusklerne, da nummeret ikke er i så højt tempo som de øvrige numre, men mere slår de hårde og tunge stød ind i kraniet på en. Det bliver uden tvivl en live klassiker.
At albummet har adskillige black elementer, kommer for alvor til udtryk i nummeret ”Drown Me In Blood”, som starter ud med en teatralsk og dyster intro, efterfulgt af forsangeren Shagrath fra Dimmu Borgir… skulle man tro. Scott Lewis er stor fan af nordisk black metal, herunder Dimmu Borgir, og det kommer virkelig til udtryk i dette nummer. De skingre skrig er 1:1 i forhold til Shagraths. Det lyder super fedt, og giver nummeret en uovertruffen black dimension. Og der er ikke sparet på de dystre vibes på dette album. ”Black Candles Burning” giver en associationer for alle pengene, med dyster synth og tempofyldte blastbeats.
Scotts dæmoniske vokal giver virkelig tæsk helt ind i skelettet, og resten af bandet sparer ikke på noget. Dette album er en deathcore fans våde drøm, det er der slet ingen tvivl om. At de så har givet det en ordentlig dosis black, gør virkelig noget godt for genren. Albummet er en sand fornøjelse fra start til slut. Det er måske en anelse for kort, for det giver appetit til mere. Men der er tema og stemning så det gør noget, og det demonstreres på ”Life Fades To A Funeral”, som bare er et kort instrumentalt nummer, som lægger op til et smadderhelvede uden lige, i form af ”Countess of the Crescent Moon”.
Den størst mulige anbefaling
Jeg er virkelig vild med det her album og det er ikke en selvfølge fordi jeg er Carnifex fan, for jeg var slet ikke imponeret over deres to forrige albums. Det var gode albums, som helt sikkert førte dem på sporet af det helt rigtige, men jeg kan ikke understrege kraftigt nok, hvor meget du skal købe det her album, hvis du er fan af deathcore. Det er et rigtig hårdt album, så hvis du kan lide det hårdt… ja, I ved hvad jeg mener. Er du mere til black-, eller almindelig death metal, ja så vil jeg stadig anbefale du giver Slow Death en chance. Der mangler absolut ingenting på dette album, så derfor tager jeg mine ti kranier med i helvede, og bosætter mig, for det er fandme lækkert.
