Mere! Mere, sagde jeg!

Carnal Savagery udgav så sent som i januar albummet Into the Abysmal Void, og det skulle vise sig ikke at blive sidste fuldlængdeudspil fra svenskernes hånd i 2024. Den særdeles produktive duo Mattias Lilja og Mikael Lindgren er nu tilbage med endnu en kærlighedserklæring til moderlandets særegne version af dødsmetal, der blev udødeliggjort tilbage i 1990’erne. Men hvor meget swe-death har man egentlig brug for, når alt kommer til alt?

Tolv på dusinet

Der er få subgenrer inden for dødsmetallen, som jeg holder mere af end den Stockholmske skole – det skulle da lige være dens melodiske modstykke fra Göteborg. Med Graveworms har Carnal Savagery skabt et gadekryds ud af de to, og albummet burde derfor, på papiret, være lige min kop the. Det starter da også lovende med ”Nailed to the Cross”, som er et stilstudie udi klassisk kædesavsdød, hvor den genredefinerende HM2-pedal er trådt helt i bund. Dette udtryk fortsætter på de følgende numre, hvor særligt ”Gallery of Flesh” stikker ud som et tidligt højdepunkt. ”Burnt to Death” er måske albummets mest underholdende nummer, tætpakket med speed og punkede d-beats, mens den noget langsommere ”Mutilation” giver en vitaminindsprøjtning til dem, der måtte være mere til et dybhavsbombardement end blitzkrieg. Derudover er det også værd at notere sig, at produktionen har fået et løft sammenlignet med Into the Abysmal Void, der fremstod noget komprimeret. Det klæder bandets lyd, og for mig er der ingen tvivl om, at Graveworms er det bedre album af de to.

Når det så er sagt, så er det ikke alting, der er fryd og gammen. Flere af numrene virker totalt blottede for snert og retning, med ”Bind Torture Kill” og langgaberen ”Autopsied Alive” som de største syndere. Derudover er der den helt generelle indvending, at der er lige præcis nul musikalske nyskabelser på Graveworms. Det er meget svært for mig at få øje på, hvorfor nogen ville vælge at sætte det på anlægget i stedet for klassikere som Dismembers Like an Ever Flowing Stream eller Graves You’ll Never See… Carnal Savagery skal dog have den ros, at de har forsøgt at indarbejde flere melodiske passager på Graveworms end tidligere, hvilket – trods alt – giver en smule variation i lydbilledet. Lukkeren ”Decapitated” er et udmærket eksempel herpå, og sikrer med dens lårbensbrækkende outtro, at albummet trods alt slutter på en overvejende positiv note.

Swedeath er ligesom pizza…

… selv når det er skidt, er det aldrig rigtig dårligt. Således er Graveworms da også et moderat underholdende bekendtskab og derfor bestemt ikke uden eksistensberettigelse, Men jeg har umådelig svært ved at se albummets relevans på både kort og langt sigt. Man kan ikke undgå at få den tanke, at hvis Carnal Savagery dog blot havde trukket vejret, og taget det bedste fra Into the Abysmal Void og Graveworms, så ville det samlede resultat være blevet af en helt anden kaliber. Måske 2025 er året, hvor der lige skal sammenlignes noter, inden der, forhåbentligt, bliver fyret op for kædesaven igen.